Den nye variant af coronavirus, Omikron, spreder sig i øjeblikket i store dele af verden.
Varianten blev første gang konstateret i Sydafrika, og har siden bredt sig til flere andre lande.
Men hvad ved vi mere om Omikron?
Hvordan adskiller den sig fra de varianter, vi kender?
Den nye variant har 35 spike-protein-mutationer, og nogle af dem betyder, at vaccinen måske ikke er lige så effektiv imod den, som den er mod andre varianter.
Omikron blev første gang indrapporteret til WHO fra en i prøve i Sydafrika 24. november og har herefter spredt sig i landet. Det første kendte tilfælde kom fra en prøve taget 9. november.
Ifølge lokale myndigheder har man har set kraftigt stigende smittetal i de regioner, hvor varianten har været til stede.
Det er på trods af, at deltavarianten har været dominerende i områderne og på et tidspunkt, hvor man ikke forventede smittestigninger på grund varmere klima.
Hvor er den konstateret?
Ifølge den sydafrikanske sundhedsstyrelse, NICD, er der registreret 22 tilfælde af den sydafrikanske variant i landet.
Den nye virusvariant er også opdaget i Botswana og Hongkong blandt personer, som har været i Sydafrika. Også Israel har registreret smitte med varianten.
I Europa er den indtil videre fundet i Belgien, Storbritannien, Italien og Tyskland, Holland og Danmark.
Er der fundet tilfælde i Danmark?
Ja.
To personer er indrejst i Danmark med coronavarianten Omikron bekræfter Statens Serum Institut. Det fremgår af en pressemeddelelse.
- Vi er nu færdige med helgenomsekventeringen af PCR-prøverne fra de to rejsende, og kan nu bekræfte at der er tale om to tilfælde er virusvarianten Omicron.
- Det var forventeligt, siger direktør Henrik Ullum.
Hvem har indført rejserestriktioner?
Foreløbig har Storbritannien og Israel ændret deres rejsevejledninger, så en række lande i det sydlige Afrika er røde.
Derudover vil Israel lukke grænserne og forbyde alle udlændinge at komme ind i landet i et forsøg på at bremse smitten.
Også Danmark indfører nye restriktioner på rejser til syv lande.
Desuden har også USA og Canada indført rejserestriktioner fra en række afrikanske lande.
Hvordan er symptomerne?
Selvom det endnu er svært at sige meget om den nye variant, tyder de første erfaringer med mutationen på, at Omikron giver et mildere, men anderledes sygdomsforløb end andre kendte varianter af coronavirus.
Det siger den sydafrikanske læge Angelique Coetzee, der har praksis i Sydafrikas hovedstad Pretoria, til det britiske medie The Telegraph. Hun var den første læge i landet til at slå alarm omkring coronavarianten Omikron og har siden behandlet flere smittede.
- Patienternes symptomer var usædvanlige og milde i forhold til de patienter, jeg har behandlet før, siger Angelique Coetzee, der samtidig er formand for sammenslutningen af læger i Sydafrika.
Angelique Coetzee fortæller, at de smittede mest har klaget over "ømhed i kroppen og ekstrem træthed".
- Der er ikke tale om patienter, der skal direkte på hospitalet og indlægges, siger hun.
Efter få dage er de fleste af deres symptomer aftaget, men den sydafrikanske læge understreger over for BBC, at man endnu ikke har det fulde billede af, hvordan sygdomsforløbet med Omikron er.
Eksempelvis er hun bekymret for, hvordan ældre, uvaccinerede personer vil klare sig, hvis de bliver smittet.
Hvordan er den nye variant klassificeret?
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har fredag klassificeret Omikron som en VOC - Variant of Concern (en bekymrende variant).
Det skyldes ifølge WHO, at den indeholder et højt antal mutationer, hvoraf nogle er bekymrende, og desuden tyder foreløbige beviser på, at der er en øget risiko for at blive smittet flere gange med varianten sammenlignet med andre VOC'er.
Virusvarianter kan også få betegnelsen VOI, Variant of Interest, som er et mildere prædikat for en variant, der bliver holdt øje med.