DMI advarer: Tjek din bolig inden tirsdag aften

Der er risiko for kraftig regn på Sjælland og Lolland-Falster fra tirsdag aften og 24 timer frem, skriver DMI.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er udsigt til et regnfuldt døgn, hvor regnen kan blive så kraftig, at der lokalt kan falde mellem 30 og 50 millimeter nedbør i varslingsperioden.

Det spår Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), der tirsdag morgen har udsendt en risikomelding for kraftig regn på blandt andet Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster.

Risikoen for kraftig regn gælder i perioden fra tirsdag den 3. januar klokken 22 og frem til onsdag den 4. januar klokken 22.

- Så det begynder først i aften. Regn skal der nok komme, men det er bare et spørgsmål om, hvorvidt vi kommer over kriteriet for kraftig regn, siger Hans Peter Wandler, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Kriteriet for ”kraftig regn” er opfyldt, hvis der falder mere end 30 millimeter regn på 24 timer.

Usikker prognose for Sjælland og øer

Ifølge Hans Peter Wandler er prognosen for, at der falder over 30 millimeter regn på et døgn, mere sikker i den vestlige del af Danmark. DMI har derfor udsendt et direkte varsel om kraftig regn i Jylland, mens vejrinstituttet tøver lidt mere, når det kommer til nedbørsmængderne på Fyn, Sjælland og øerne.

- Lige nu ligger Fyn, Sjælland og Lolland-Falster på grænsen for, om man når helt op på kriteriet for kraftig regn. Derfor er vi påpasselige med at udsende et direkte varsel og har i første omgang valgt at kalde det en risiko, fortæller Hans Peter Wandler.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ifølge Hans Peter Wandler derfor en god idé at holde øje med vejrudsigten løbende.

- Der er jo risiko for, at der kan komme vand i kældre, viadukter og andre lavtliggende områder, og søer og åer kan løbe over. Så man skal selvfølgelig tage sine forholdsregler de steder, hvor det har for vane at ske, siger han.

Tjek din bolig

Ender det med, at der kommer en mere sikker prognose for kraftige mænger nedbør i regionen, opfordrer DMI til, at man i så fald sikrer sin bolig. 

- Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre, skriver de i forbindelse med risikoen for kraftig regn.

DMI skriver desuden, at kraftig regn påvirker trafikken, og at der ved store mængder vand er risiko for strømafbrydelser.

- Nedsæt hastigheden, mens du kører, for at undgå akvaplaning, og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden, skriver DMI.

Risikomeldingen gælder for Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster, Fyn, København, Nordsjælland og Samsø, mens der gælder et direkte varsel om kraftig regn i Jylland.  


Nyhedsoverblik