DSB indstiller togtrafikken fra i aften

Udsigt til et døgn med stormvarsel får nu Banedanmark til at varsle markante ændringer i togdriften. Alle tog her i regionen står til at blive aflyst fra fredag aften til lørdag middag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I det kommende døgn har stormen Nora kurs mod Danmark. Prognoserne har fået DMI til at varsle vindstød af orkanstyrke i store dele af landet.

Som konsekvens af det kommende døgns vejrlig har Banedanmark valgt at indstille størstedelen af landets togtrafik.

Ifølge Banedanmark vil togdrift på størstedelen af skinnenettet blive indstillet fra klokken 21 fredag aften ind til og med lørdag middag.

- Vi tager stormvarsler som denne meget alvorligt, og af hensyn til sikkerheden lægger vi derfor nu op til at lukke ned for det meste af togtrafikken, mens stormen raser, siger områdechef i Banedanmarks trafikstyring Nicolai Smidt Sigsgaard i en meddelelse.

- Samtidig sørger vi for, at vores beredskab er klar og på plads her i weekenden til at kunne fjerne væltede træer på banen.

Aflysninger udskudt

DSB oplyser, at al togdrift i hele TV2 ØSTs sendeområde vil blive aflyst fra klokken 21.

Storm
Læs også
Forsikringsselskab sender sms til 80.000 kunder før storm
Storm
Læs også
Forsikringsselskab sender sms til 80.000 kunder før storm

Tidligere har klokken 18 været meldt ud, men de seneste prognoser har fået togselskabet til at opdatere planerne.

Der vil ikke komme yderligere ændringer for nu af hensyn til planlægningen - også sådan, at passagererne ved, hvad de har at regne med, oplyser DSB videre.

Selvom stormen ventes afsluttet ved seks-tiden lørdag morgen, kører de første tog først igen ved middagstid, så der er tid til at rydde eventuelt væltede træer.

Også Scandlines er udfordret på det kommende døgns vejr. Her meldes der om aflysninger på overfarten Gedser-Rostock allerede torsdag aften.

Der drejer sig om to afgange.

Afgangen fra Rostock klokken 20.15 samt afgangen fra Gedser klokken 22:30 torsdag aften. Derimod kan passagerer benytte sig af overfarten Rødby-Puttgarden, som forventes at sejle trods stormen.

Gedser-Rostock sejler som planlagt igen fra natten til fredag med første afgang fra Gedser klokken 02.00.

Rederiet oplyser til TV2 ØST, at der kan komme yderligere aflysninger i løbet af fredagen. Information om dette vil blive meldt ud i løbet af fredagen, ligesom der også bliver taget kontakt til de passagerer, som har billet til de berørte overfarter, oplyser Scandlines.

Imens togdriften berøres i store dele af landet, forventer Banedanmark dog, at togdriften i Nordjylland kører som normalt, imens der køres med reduceret kapacitet på S-banenettet i hovedstadsområdet.


Nyhedsoverblik