Om et lille års tid skulle DSB ifølge de oprindelige planer præsentere sine passagerer for det første eksemplar af de funklende nye IC5-tog.
Men projektet er endnu en gang ramt af forsinkelser.
- Det er ærgerligt, men ikke usædvanligt, at tidsplanerne bliver justeret ved store togindkøb, siger Jürgen Müller, direktør for Strategi & Togmateriel i DSB.
Første gang IC5 blev præsenteret, var da DSB offentliggjorde kontrakten med franske Alstom i april 2021 om mindst 100 eksemplarer af togtypen Coradia Stream.
Her oplyste DSB, at togtypen planmæssigt skulle gå i drift sidst i 2024.
Siden er planen for ibrugtagning rykket frem til 2025, og med dagens udmelding hedder det nu goddag til det nye tog for passagererne først i 2027.
- Der findes ikke hyldevarer, og selv når man køber så standard som muligt, er det en stor og kompleks opgave at få alle detaljer på plads, siger Jürgen Müller.
Designet af det nye tog kom på plads i foråret, og produktionen af IC5 er nu i gang på Alstoms fabrikker i Katowice, Polen og Salzgitter, Tyskland.
DSB's fremtidige arbejdshest
DSB har i april 2021 indgået kontrakt med Alstom om leverance af 100 togsæt i årene 2025-2029.
IC5 skal i den grad være rygraden i DSB-flåden og køre som både InterCity-, InterCityLyn- og regionaltog, hvor det skal erstatte IC3, IC4, IR4 og Øresundstogene.
IC5 vil have en tophastighed på 200 kilometer i timen og har 7950 hestekræfter (IC3 har 1870 hestekræfter).
Toget er bygget på Coradia Stream-platformen og DSB har døbt toget IC5, fordi det har fem vogne, og fordi navnet ligger i forlængelse af IC3 og IC4.
IC5-toget har fem vogne med 300 siddepladser.
Kilde: DSB
De første togsæt vil blive leveret til Danmark i løbet af 2025.
Efter levering skal de kvalitetstestes og myndighedsgodkendes og endelig skal DSB-personale gennemføre træning i togsættene, inden de kan sættes i passagerdrift, oplyser DSB.
IC5 skal køre både InterCity og regionalt, hvor det skal afløse både de skandaleramte IC4-tog og DSB's mangeårige arbejdshest, IC3, ligesom togtypen også skal erstatte de såkaldte IR4 og Øresundstogene.