Dyrevelfærd halter i staldene - minister vil vende udviklingen

Det kniber fortsat med at følge reglerne for dyrevelfærd i mange stalde, og det bekymrer ny fødevareminister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Knap hver tredje svinebesætning og hver anden kvægbesætning havde ikke styr på dyrevelfærden i 2021.

Det viser den seneste dyrevelfærdsrapport fra Fødevarestyrelsen.

Tallene bekymrer minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V).

- Vi skal have vendt udviklingen én gang for alle. Men det kræver, at vi kommer helt ind til kernen af udfordringerne og får taget grundigt fat på problemerne, siger han i en pressemeddelelse.

Udvikling i stampe

Fødevarestyrelsen udførte i 2021 dyrevelfærdskontrol i 1033 besætninger i forbindelse med den ordinære kontrol.

Det udløste en sanktion ved 46,3 procent af besøgene i kvægstaldene. Det er en stigning fra 31 procent året før.

For landets svinebesætninger er der sket en forbedring fra 33 procent i 2020 til 31,4 procent i 2021.

quote Reglerne eksisterer for at give dyrene i landbruget et absolut minimum af beskyttelse mod lidelse, smerte og overlast, og ikke en gang dét bliver overholdt

Britta Riis, Direktør i Dyrenes Beskyttelse

Alligevel er ministeren ikke tilfreds.

- Adskillige af mine forgængere - fra både røde og blå regeringer - har med de bedste intentioner forsøgt at komme problemerne med mangelfuld dyrevelfærd til livs.

- Alligevel kan vi bare se på tallene, at vi ikke rykker os, og den positive udvikling står stille, eller går ligefrem den forkerte vej, siger Jacob Jensen.

Høj dødelighed for pattegrise

Jacob Jensen hæfter sig også ved, at flere målsætninger i den frivillige handlingsplan, som branchen søsatte i 2014, ikke er nået.

Eksempelvis er dødeligheden for pattegrise gået den forkerte vej.

Hvert år dør cirka en fjerdedel af de nyfødte pattegrise. Det svarer til, at cirka 10,7 millioner pattegrise dør om året.

Læs også
Kvinde får stor bøde for uforsvarlig behandling af grise
Læs også
Kvinde får stor bøde for uforsvarlig behandling af grise

Direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis er rystet over udviklingen.

- Reglerne eksisterer for at give dyrene i landbruget et absolut minimum af beskyttelse mod lidelse, smerte og overlast, og ikke en gang dét bliver overholdt.

- Det er hovedrystende, og man kunne håbe på, at det gav anledning til refleksion indadtil i landbruget, men desværre må vi konstatere, at niveauet af overtrædelser har været stabilt eller stigende i mange år, siger Britta Riis i en pressemeddelelse.

Jacob Jensen siger, at han nu vil "række ud til Folketingets partier, til relevante aktører på området" for at blive klogere på, hvor og hvordan der skal gribes ind for at rette op på dyrevelfærden i staldene.


Nyhedsoverblik