I det meste af sit arbejdsliv har Peter Clausen kørt med mennesker. De første 21 år var med taxa eller hyrevogn, som han kalder det. I de seneste ni år har han kørt flextrafik.
TV2 ØST har tidligere bragt historier fra borgere, der oplever trætte og truende chauffører. Peter Clausen oplever flere flextrafikkollegaer, der kører dobbelte vagter:
- Det overordnede problem er, at så kommer de til at køre mange timer. Så sidder Fru Jensen omme bagi og oplever, der er en træt chauffør.
Flexchauffører er andenrangschauffører
Han forklarer, at nogle chauffører kører lange arbejdsdage for at indhente en fuld dagsløn.
- Jeg har hørt, nogle kører op til 18 timer, simpelthen fordi de skal have penge med hjem, siger han.
Vi er andenrang
Peter Clausen efterlyser løn- og arbejdsforhold, der minder om taxachaufførernes:
- Hvis du tager ti kilometer i en taxa og ti kilometer i en flexvogn, så får taxaen betydeligt mere for det samme arbejde. Det vil sige, at flexchauffører er andenrangschauffører, siger han.
VIDEO: Se eller gense videoen med borgere, der har været utrygge ved at køre med flextrafik.
Marianne Jensen fra Rønnede nåede kun at køre som flexchauffør i en måneds tid. Hun oplevede ikke at have tid til de borgere, som hun skulle ud at køre med. Ofte var der tale om borgere med et handikap.
- Det største problem var, at jeg skulle trykke mig ledig, når jeg kom frem. Jeg manglede stadig at aflevere borgeren, og det kunne godt tage noget tid, især når man kørte med personer i kørestol. Hvis det tog for lang tid, så bonnede Movia chefen, og det blev han ikke glad for, siger hun.
I dag er hun ved at uddanne sig til sosu-hjælper, fordi hun stadig gerne vil arbejde med mennesker, men hun er færdig med at køre flextrafik.
Kvalitet koster
Dansk Folkepartis sundhedsordfører har rejst spørgsmål om sagen til sundhedsministeren, da mange bruger flextrafik i forbindelse med hospitals- og sygehusbesøg.
- Jeg mener, man som sundhedsminister har et ansvar i forhold til, når vi henter syge, børn eller handicappede. Vi er nødt til at have nogle kompetencer hos chaufførerne, der sikrer, borgerne bliver fragtet ordentligt fra A til B, siger Liselott Blixt (DF).
Vi skal jo ikke spare, hvis det går udover mennesker
Hun mener, der er tale om et problem med systemet, og at der skal flere penge til.
- Vi skal jo ikke spare, hvis det går udover mennesker, og det gør det dér. Jeg har selv oplevet et tilfælde, hvor min søster raslede rundt på gulvet i en transport. Hun kunne ikke sige fra, og der blev bare kørt alligevel, fortæller sundhedsordføreren til TV2 ØST.
VIDEO: Også fagforeningen 3F har blandet sig i debatten og kræver bedre vilkår til chaufførerne.
Udvalget for det Præhospitale Område debatterede den 9. februar udfordringerne med flextrafik. Herefter har politikerne rettet henvendelse til trafikselskabet Movia, der udsteder tilladelserne og turene til vognmændene og deres chauffører.
- Vi er jo nødt til at vide, hvad der op og ned på det, og vi er nødt til at vide, hvad vi kan gøre, hvis vi vil have ændret de her forhold, sagde formand Jens Ravn (V) dengang.
Ifølge flextrafikchauffør Peter Clausen er svaret simpelt:
- Hvis de vil have kvalitet og chauffører, der opfylder de her krav, så er de nødt til at betale for det.