Elprisen er på få måneder steget næsten en femtedel

Ifølge Forsyningstilsynet vil nogle forbrugere kunne have gavn af et andet elprodukt, end det de betaler for.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På grund af de stigende elpriser kan forbrugere gøre klogt i at overveje, om de betaler for det rette produkt hos den rigtige leverandør.

Det skriver Forsyningstilsynet i en pressemeddelelse. Tilsynet arbejder blandt andet for at sikre lavest mulige forbrugerpriser til de danske borgere.

Det seneste halvår har både danske husholdninger og virksomheder oplevet en markant stigning i prisen på el.

Ifølge Forsyningstilsynet har der fra fjerde kvartal 2021 til første kvartal 2022 været tale om en samlet stigning på cirka 18 procent. Det svarer til en stigning på cirka 1953 kroner årligt for en gennemsnitlig forbruger.

Produkter kan ses på hjemmeside

Direktør i Forsyningstilsynet Carsten Smidt siger, at når elpriserne er høje, som de er nu, så kan det give større mulighed for at høste besparelser ved at vælge det rigtige produkt hos den rigtige leverandør.

- Det er så nødvendigvis ikke samme elprodukt, alle forbrugere har størst gavn af, siger han i pressemeddelelsen.

Læs også
Forbrugerpriserne stikker af - højeste stigning i mere end 30 år
Læs også
Forbrugerpriserne stikker af - højeste stigning i mere end 30 år

- Det kan for eksempel afhænge af forbrugets størrelse, og om man ønsker fast eller variabel pris.

- Alle de udbudte produkter kan ses og sammenlignes på portalen elpris.dk, siger Carsten Smidt.

Prisen på naturgas er mangedoblet

Der er flere årsager til, at elpriserne er steget herhjemme det seneste halvår.

Den primære årsag er, at prisen på naturgas er mangedoblet siden efteråret. Det har øget udgifterne for de leverandører af el, der bestemmer prisen på al strøm, der udbydes på det internationale marked,

De stigende elpriser har været med til at trække inflationen op i Danmark. Den ligger i øjeblikket på det højeste niveau i cirka 40 år.

I Forsyningstilsynet har Carsten Smidt et andet råd til, hvordan forbrugerne kan reducere udgiften til elregningen.

- Muligheden for at få en billigere elregning afhænger ikke alene af, hvilket elprodukt og hvilken leverandør man vælger.

- Elforbrugets størrelse har også stor betydning for hvor stor regningen bliver, ligesom det især er vigtigt, hvornår i løbet af døgnet eller ugen, man bruger sin elektricitet, siger Carsten Smidt.

For eksempel er der penge at spare, hvis man sætter timeren og vasker tøj om natten.


Nyhedsoverblik