Lyset på Storebæltsforbindelsens højbro vil fremover syne markant mørkere end hidtil.
Det skyldes, at Sund & Bælt har valgt at slukke for dele af konstruktionsbelysningen - det vil sige det lys, der normalt oplyser pylonernes udvendige flader. Belysningen på den del af konstruktionselementerne, som ligger under vejbanen, er dog af hensyn til skibstrafikken stadig tændt.
Vi har valgt at følge regeringens indstilling til at reducere belysning
Det oplyser Sund & Bælt i en pressemeddelelse.
Tiltaget trådte i kraft i sidste uge, men der kan være udvalgte dage, hvor lyset stadig vil være tændt.
- Det vil vi tage stilling til løbende, siger Lene Gebauer Thomsen, Chef for Koncernkommunikation i Sund & Bælt, til TV2 ØST.
Følger regeringens udmelding
Selve besparelsen på at slukke for lyset vil blive relativt beskedent.
- Det vil give en besparelse på cirka 160 kilowatt-timer i døgnet, fortæller Lene Gebauer Thomsen.
I september ligger elprisen i gennemsnit på 4,51 kroner per kilowatt-time. For en almindelig forbruger ville det altså give en besparelse på 722 kroner i døgnet inklusiv tariffer, moms og afgifter.
Grunden til, at besparelsen ikke er større, skyldes, at Sund & Bælt allerede i foråret har energioptimeret belysningssystemerne på deres anlæg, så systemerne nu kører med den nyeste LED-armatur teknologi.
Incitamentet til at slukke for dele af belysningen skal derfor findes i regeringens udmelding om at slukke al unødigt lys på offentlige bygninger.
- Vi har valgt at følge regeringens indstilling til at reducere belysning, siger Lene Gebauer Thomsen.
Ændringen betyder ifølge Sund & Bælt, at man som trafikant i højere grad vil føle turen over broen som kørsel på almindelig motorvej.