Mange strandgæster tror, at en sælunge er i nød, hvis den ligger alene på stranden og ser fortabt ud. Men ensomme sælunger på stranden er ikke ensbetydende med noget negativt. Tværtimod.
Det oplyser Naturstyrelsen, der i disse uger modtager mange opkald fra bekymrede borgere, der har set sælunger ligge alene på stranden.
Hvis der er noget galt, vil sælen have synlige sår eller være meget tynd
Forklaringen bag de ensomme unger er dog ofte ganske simpel, og Naturstyrelsen opfordrer folk til at lade sælerne være i fred.
Når sælmødre efterlader deres unge på stranden, er det følge Naturstyrelsen helt i overensstemmelse med naturens orden. Moderen har efterladt ungen på stranden, fordi hun selv skal ud at fange fisk. En sælunge dier et helt kilo mælk i døgnet hos sin mor, så hun har brug for at få tanket energidepoterne op.
- Moderen vil aldrig forlade sin unge, men vende tilbage til der, hvor hun efterlod den. Derfor er det vigtigt, at ungen ligger på samme sted, og at der er ro til at gå i land og die ungen. Det kan være svært, hvis der er mange mennesker og særligt, hvis de går helt hen til ungen for at hjælpe den.
- Mit bedste råd er at gå i en bue uden om sælungen og nyde synet af den på afstand. Så skal moderen nok tage sig af resten, udtaler vildkonsulent Ivar Høst fra Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
En sælunge har brug for hvile og bruger al sin energi på at vokse. Derfor skal man heller ikke forsøge at få ungen ud i vandet. Der skal ungen bruge energi på at holde varmen og bevæge sig - og den kan desuden blive væk fra sin mor.
Her findes der flest sæler
Spættet sæl er den mest almindeligt forekommende sælart i Danmark. Den lever især i Kattegat, Limfjorden, Vadehavet, og der er tillige en bestand i den sydøstlige del af landet. Sæler opleves i Danmark bedst på Avnø og på Fanø.
Kilde: Miljøstyrelsen
Ungerne vil fortsat trække op på stranden for at hvile sig, når de hen på sommeren er blevet større og ikke længere er afhængige af deres mors mælk. Her skal man fortsat lade dem være i fred.
Sådan spotter du, om sælen er i fare
Hos Dyrenes Vagtcentral opfordrer man også folk til at holde afstand til sælungerne, selvom man kan være bekymret for sælens ve og vel.
- Det vigtigste er dog at holde god afstand til sæler, da de er vilde dyr, der vil finde det truende, hvis et menneske nærmer sig, udtalte Camilla Jensen, leder af Dyrenes Vagtcentral, i oktober 2019 til TV2 ØST, hvor telefonerne også glødede hos vagtcentralen om ensomme sæler.
VIDEO: En nysgerrig sæl kommer rigtig tæt på menneskene ved Møns Klint.
Der er dog nogle tegn, som er gode at kigge efter, hvis man ser en sæl ligge alene. Det er tydelige sår, skader, eller om den er meget tynd og afkræftet.
- Vi forklarer altid folk som det første, når de ringer, at det er helt normalt for sæler at hvile sig på land. Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke kan være noget galt. Men vi oplever i langt de fleste sager, at sælen har det fint. Hvis der er noget galt, vil sælen have synlige sår eller være meget tynd, sagde Camilla Jensen.
Ser man en sælunge med sår eller andre synlige skader, kan man ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812 eller en af Naturstyrelsens vildtkonsulenter.