Fredag er en god dag for patienter i Danmark, der har fået en benamputation, som kunne have været undgået.
Det siger Danske Patienter, der repræsenterer en række patient- og pårørendeforeninger, efter at de tre første benamputerede patienter i Region Midtjylland er tilkendt erstatning.
- Vi er meget tilfredse, fordi det sender et signal til alle andre patienter om, at man erkender, at der er sket en fejl, siger direktør Morten Freil.
Det sender et signal til alle andre patienter om, at man erkender, at der er sket en fejl
Bag afgørelsen står Patienterstatningen, som har afgjort, at to af patienterne får cirka 400.000 kroner i erstatning, mens den tredje får cirka 300.000 kroner.
Patienterne tilkendes erstatning, fordi deres behandling af forskellige årsager blev forsinket, og de derfor endte med at få benet amputeret.
De får nu mulighed for at komme videre i deres liv, siger Morten Freil.
Også selv om en erstatning aldrig kan kompensere for tabet af førlighed.
- Men den er et plaster på såret og en anerkendelse af, at der er begået en fejl.
- Samtidig kan erstatningen betyde, at patienterne kan få nogle ordentlige hjælpemidler i hjemmet og dermed en mere tålelig tilværelse, siger Morten Freil.
Toppen af isbjerget
Region Midtjylland er ikke den eneste region, hvor patienter har søgt om erstatning. Det gælder på nuværende tidspunkt for 159 personer på tværs af alle fem regioner.
Men mange flere kan være berettiget, mener Danske Patienter.
- De 159 er kun toppen af isbjerget, og derfor har vi en klar opfordring til regionerne om at gå sagerne igennem og få identificeret de patienter, som muligvis kan være berettiget til erstatning.
- Vi mener, at der er håb for langt flere patienter. Men det er ikke alle, der selv orker at kontakte Patienterstatningen, og derfor må det være regionernes opgave at hjælpe dem, siger direktør Morten Freil.
Patienterstatningen har indtil videre afgjort fem sager, hvor af de to er afvist.
Sagen begyndte at rulle, da en ekstern rapport i foråret landede på bordet hos Region Midtjylland.
Den pegede på, at op mod 47 patienter om året muligvis kunne have undgået eller udskudt deres amputation, hvis de på et tidligere tidspunkt i forløbet havde fået den nødvendige behandling.
Det kom frem, at regionen ikke havde reageret på en advarsel fra et tværfagligt specialeråd om, at antallet af amputationer i regionen lå højt.
Sagen kostede daværende regionsdirektør Ole Thomsen jobbet.