Allerede fra tirsdag kan man gå ind og bestille tre ugers indefrosne feriepenge.
Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Et politisk flertal på Christiansborg blev tidligere på året enige om, at dele af de indefrosne midler kan frigives for at sætte gang i økonomien.
Det er godt, at pengene nu kan begynde at komme ud og arbejde. Det er der behov for.
- Det er godt, at pengene nu kan begynde at komme ud og arbejde. Det er der behov for.
- Vi ved, at mange virksomheder har svært ved at få økonomien til at løbe rundt på grund af coronakrisen, og en saltvandsindsprøjtning kan være med til at få gang i hjulene og dermed redde arbejdspladser, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
Pengene vil blive udbetalt op til syv hverdage efter og beskattes som almindelig indkomst.
Man kan bestille pengene til udbetaling frem til 1. december.
- Det er frivilligt, om man som lønmodtager vil have feriepengene udbetalt, men jeg er overbevist om, at mange danskere vil hæve dem og bruge flere penge – gerne i danske virksomheder – til gavn for hele økonomien og dermed også arbejdsmarkedet, siger Peter Hummelgaard.
Så meget kan du få udbetalt:
Årlig brutto-indkomst | Feriepenge efter skat for 3 uger | Feriepenge efter skat for 5 uger |
---|---|---|
215.000 | 9.000 | 15.000 |
350.000 | 14.700 | 24.500 |
400.000 | 16.800 | 28.000 |
600.000 | 19.200 | 32.000 |
800.000 | 25.800 | 43.000 |
1.000.000 | 32.100 | 53.500 |
De sidste to ugers feriepenge er stadig i spil
Ifølge ministeren drejer det sig om op mod 60 milliarder kroner, der kan komme til udbetaling.
Pengene kan søges udbetalt af godt tre millioner danskere.
Om og i så fald hvornår de sidste to ugers feriepenge skal udbetales er endnu ikke aftalt, men det skal partierne bag aftalen ifølge ministeren vende senere på efteråret.
De udbetalte feriepenge bliver ifølge ministeriet ikke modregnet i forsørgelsesydelser og kommer heller ikke til at påvirke muligheden for at blive berettiget til en offentlig ydelse.
Man kan anmode om udbetaling af de indefrosne feriepenge via hjemmesiden borger.dk, hvor man logger på med sit NemID.
Kort efter klokken 9 tirsdag formiddag var der en ventetid på op mod 40 minutter for at logge på hjemmesiden.
Sådan får du dine indefrosne feriepenge
- Frem til 1. december kan danskerne søge om at få udbetalt deres indefrosne feriepenge.
- Har man pengene til gode, kan det ses og bestilles via borger.dk, hvor man logger ind med NemID.
- Her vælger man ansættelsesforhold. Langt de fleste vil være lønmodtagere. Enkelte grupper vil dog skulle ansøge via en blanket.
- Herefter vil man kunne se, hvor meget man kan få udbetalt. Beløbet vil være før skat. Det vil blive trukket, når de udbetales.
- Nogle arbejdsgivere har dog indbetalt feriemidlerne til en feriekasse, så der allerede er betalt skat.
- Pengene svarer til 12,5 procent af ens ferieberettigede løn i perioden 1. september 2019 til 31. marts 2020.
- Derefter skal man bekræfte en Tro & Love-erklæring, på at de oplysninger, man har givet er korrekte, inden pengene kan bestilles, og man får en kvittering i sin e-Boks.
- Få dage modtager man et brev om, hvor mange penge der udbetales, og hvornår det sker.
- Der går op til syv hverdage, inden pengene tikker ind på ens NemKonto.
- Anmodes der ikke om at få pengene udbetalt, bliver de stående i LD Fonde. De udbetales automatisk ved folkepensionsalderen, eller hvis man forlader arbejdsmarkedet inden og her beder om dem.
- Feriepengene modregnes ikke i ens offentlige ydelser.
Kilder: Beskæftigelsesministeriet, Borger.dk.