Fiskehandler vil have dansk stenbiderrogn tilbage i disken

Beslutningen om at sætte en midlertidig stopper for fiskeriet af stenbider vækker ikke begejstring hos lokal fiskehandler.

Fra nytår er det slut med at fiske efter stenbider i de danske farvande. Det har minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V), besluttet. 

Han sætter fiskeriet af stenbideren, der mest fiskes efter på grund af dets eftertragtede rogn, på pause i hele 2025. Håbet er, at bestanden kan nå at komme sig. 

- Jeg har længe været bekymret over stenbiderens bestandsudvikling. Derfor har jeg fået en biologisk rådgivning fra DTU Aqua, som anbefaler at sætte fiskeriet på pause i hele 2025 for at give stenbideren en bedre mulighed for at udvikle sig i en positiv retning, siger Jacob Jensen til TV2 ØST.

Jacob Jensen, der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, vil give stenbiderbestanden ro.
Jacob Jensen, der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, vil give stenbiderbestanden ro. Foto: nn

- Samtidig giver det også mulighed for, at vi kan få en endnu bedre viden og dermed bedre datagrundlag for, hvordan vi fremover kan lave en mere bæredygtig forvaltningsplan for stenbideren, uddyber han. 

Møder ikke forståelse i Karrebæksminde

Beslutningen kommer efter, at organisationer som Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening og WWF Verdensnaturfonden har anbefalet et stop for fiskeriet.

Ifølge organisationerne blev der fra 2012 til 2022 i gennemsnit fanget 252 ton stenbider om året i de danske farvande. Det tal tog et dyk i 2023, hvor der blev fanget knap 30 ton.

quote Man skulle hellere gør noget ved forureningen af vores farvande, så fisken ville komme her

Bettina Linder Henriksen, fiskehandler i Karrebæksminde Seafood

Beslutningen om at sætte en midlertidig stopper møder ikke meget forståelse i fiskeforretningen Karrebæksminde Seafood. 

- Jeg synes, det er synd for fiskerne, at de ikke får lov til at fange stenbider næste år. Det er altid fiskerne, der får skylden, men problemet bunder ikke i overfiskeri, siger fiskehandler Bettina Linder Henriksen. 

Hun mener, at grunden til styrtdykket i bestanden skal findes et helt andet sted. 

- Problemet er, at stenbideren ikke længere vil søge ind i de danske farvande. Det skyldes blandt andet varmere havvand som følge af klimaforandringerne, men i høj grad også, at de danske farvande er blevet for forurenet, siger hun. 

Også svært for andre fisk

Et stop for fiskeri af stenbider vil derfor ifølge Bettina Linder Henriksen ikke få bestanden til at stige. 

- Man skulle hellere gøre noget ved forureningen af vores farvande, så fisken ville komme her. Andre fiskearter har også problemer med at gyde i de danske farvande, fordi vandet er forurenet, siger hun. 

Bestanden af stenbider er modsat i de danske farvande ikke truet i de norske og islandske farvande.
Bestanden af stenbider er modsat i de danske farvande ikke truet i de norske og islandske farvande. Foto: NN

Bettina Linder Henriksen vil gerne have danskfanget stenbiderrogn tilbage i disken, men kunderne i fiskebutikken i Karrebæksminde kommer ikke til at mærke meget til den politiske beslutning om at sætte en midlertidig stopper for fiskeri af stenbider i de danske farvande. 

- Det kommer ikke til at betyde så meget her, fordi vi i de senere år har forhandlet meget stenbiderrogn fra fangst i Norge og Island. Det fortsætter vi med, så vores kunder vil også kunne købe stenbiderrogn næste år, forklarer Bettina Linder Henriksen. 

Forbuddet mod at fiske stenbider gælder frem til 2026. Herefter vil man vurdere, hvad der videre skal ske med fisken.


Nyhedsoverblik