Supermarkeder flere steder i landet oplever lige nu, at kunderne strømmer ind for at købe ind.
Det er fuldstændig sindssygt. Folk står i lange køer for at handle
Det drejer sig blandt andet om Bilka i Slagelse samt Netto i Vordingborg og Korsør.
Men flere andre steder i Danmark meldes der også om pres på supermarkeder og kiosker.
De lange køer til supermarkederne kommer efter de skelsættende coronatiltag, som statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede på et pressemøde onsdag aften.
Artiklen fortsætter under billedet.
Alle skoler og institutioner lukkes eksempelvis fra på mandag. Og alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem foreløbigt to uger frem - også fra på mandag.
HER ER DE NYE TILTAG
- Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem fra arbejde fra fredag den 13. marts 2020 og foreløbigt to uger frem.
- Sygehuse og plejehjem mv. opfordres til med øjeblikkelig virkning at indføre skærpede restriktioner i forhold til besøg.
- Alle skoler og dagtilbud lukkes fra mandag den 16. marts 2020 og i foreløbigt to uger.
- Der arbejdes på at udstede forbud mod, at arrangører, forlystelser, restaurationsvirksomheder mv. samler flere end 100 personer indendørs.
- Vi skal begrænse anvendelsen af den kollektive trafik.
- Alle indendørs kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud mv. lukker nu. Og foreløbig to uger fra fredag den 13. marts 2020.
- Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem nu. Og foreløbig to uger fra fredag den 13. marts 2020.
Kilde: Regeringen.dk, TV2.
- Folk står i kø for at komme ind i butikken. Der er ikke parkeringspladser nok, og folk holder i kø på at få en plads, fortæller et øjenvidne på stedet ved Bilka i Slagelse til TV2 ØST.
Der bliver især hamstret gær, mælk og brød.
- Det er fuldstændig sindssygt. Folk står i lange køer for at handle, fortæller et øjenvidnet.
Supermarkeder i fælles opråb: - Der er varer nok
Statsminister Mette Frederiksen opfordrede på en pressemøde onsdag aften folk til, at man ikke hamstrer.
Og det er der heller ikke grund til. Det siger Salling Group, Coop, Dagrofa og Rema 1000 i en fælles pressemeddelelse.
- Butikkerne vil løbende få friske forsyninger på alle varegrupper – der kan dog være særlige udfordringer med håndsprit, lyder det.
Enkelte basisvarer vil være udsolgt, lyder det. Og hvis man bare handler ind som normalt, vil der være varer nok til alle, lyder det.
Forsamlinger med mere end 100 personer forbydes
Ved onsdagens pressemøde kom det frem, at regeringen forbyder forsamlinger på mere end 100 personer fra mandag.
I fredags blev der sat en grænse på maksimalt 1000 personer. Og det var alene en opfordring fra regeringen, at sådanne store arrangementer blev udskudt eller helt aflyst. En lov bliver efter planen hastet igennem i denne uge.
- Vi har ikke hjemmel til at forbyde det ved lovgivning i dag, men vi kommer til at bede Folketinget håndtere hastelovgivning i morgen, siger Mette Frederiksen.
Det ventes indført fra mandag.
- Opfordringen lyder nu, at man ikke samler mere end 100 mennesker indendørs. Og alle natklubber og diskoteker opfordres til at holde lukket i en periode, siger statsministeren.
Første dødsfald i Skandinavien
Coronavirussen breder sig i Danmark, og 514 danskere er på nuværende tidspunkt smittet. Virusset har endnu ikke kostet nogen danskere livet.
En ældre patient i Sverige er dog død som følge af smitte, oplyser Region Stockholm. Det er første dødsfald i Skandinavien.
Regeringen fremlægger torsdag en hastelov for Folketinget. Den skal gøre det muligt at forbyde større forsamlinger på grund af frygten for spredning af coronavirus. Når en hastelov er på plads - hvilket kan ske på få dage - vil det så være op til regeringen, om loven skal benyttes.