Folk valfarter til højskoler i julen - fuldt booket siden februar

Julen bliver ikke kun fejret i familiens skød. Mange vælger at bruge højtiden sammen med fremmede på højskolerne.

Den søde juletid er for de fleste lig med familietid, men stadigt flere vælger at bruge julen sammen med vildtfremmede mennesker på én af de 12 danske højskoler, der afholder kurser i juledagene.  

quote En uge på højskole svarer til fire uger ude i virkeligheden

Kim Jacobus Paulsen, forstander, Liselund Højskole

På Vallekilde Højskole kan man tydeligt mærke den store interesse for at holde jul langt væk fra familien skød. 

- Det går virkeligt stærkt, når vi udbyder kurserne. Vi havde udsolgt allerede i begyndelsen af februar, fortæller højskolens forstander Torben Smidt Hansen. 

Alle aldersgrupper er velkomne til at holde jul på Vallekilde Højskole, men ifølge Torben Smidt Hansen er langt hovedparten af kursisterne i julen over 55 år. 

Siden 2011 har det været muligt at tage på julekursus på Vallekilde Højskole.
Siden 2011 har det været muligt at tage på julekursus på Vallekilde Højskole. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mange forskellige årsager

Årsagerne til at tage et ugelangt kursus på Vallekilde Højskole midt i juletiden er vidt forskellige. 

- Der er dem, som har været udsat for store forandringer i deres liv, og derfor ikke kan holde jul, som de plejer, og der er dem, som ikke har lyst til at holde jul med deres familie. Der er det at tage på højskole ofte en legitim undskyldning for ikke at være sammen med familien, siger Torben Smidt Hansen. 

En stor del af kursisterne vælger også at tage på Vallekilde Højskole for at slippe for de mange forberedelser af mad og udsmykning, der hører med til julen. 

Læs også
Højskole bliver hjemsted for helt ny læreruddannelse
Læs også
Højskole bliver hjemsted for helt ny læreruddannelse

Mange muligheder

De første juledage på Vallekilde Højskole består af fælles hygge i form af blandt andet et juleløb i højskolens omfangsrige lokaler og et foredrag med filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen. De sidste dage kan kursisterne give sig i kast med alt fra korsang til yoga. 

På seniorhøjskolen Liselund i Slagelse kan man også godt mærke den store interesse for at holde jul med fremmede. De 55 pladser er for længst optaget. 

-  Allerede i maj begyndte det at knibe med pladserne, og i løbet af sommeren fik vi helt udsolgt, fortæller forstander Kim Jacobus Paulsen. 

Alle 55 pladser til julekurserne på Liselund Højskole har været udsolgt siden sommer.
Alle 55 pladser til julekurserne på Liselund Højskole har været udsolgt siden sommer. Foto: Liselund Højskole

Højskolen har i december fået mange henvendelser fra folk, der gerne vil holde jul på Liselund, men på grund af den store efterspørgsel har højskolen været nødt til at sige pænt nej tak. 

- Det gør lidt ondt i hjerte, for jeg ved, at mange af dem ikke har andre steder at holde jul, siger Kim Jacobus Paulsen.

De 55 kursister, der har sikret sig en plads på et af højskolens kurser i juledagene, kommer til at bruge tiden på blandt andet juleklip, sangaftener og ekskursioner.

Højskolesangbogen bliver brugt flittigt til julens sangaftener på Liselund Højskole.
Højskolesangbogen bliver brugt flittigt til julens sangaftener på Liselund Højskole. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Kim Jacobus Paulsen er ikke i tvivl om, at kursisterne bliver rystet godt sammen. 

- En uge på højskole svarer til fire uger ude i virkeligheden. Det er en meget intens oplevelse, og selvom folk ikke kender hinanden, når de ankommer, så gør de det helt sikkert, når ugen er omme, siger han. 

Lange ventelister

Hos Folkehøjskolernes Forening har man også lagt mærke til den voksende interesse for at tage på højskole i julen. 

- Vi får tilbagemeldinger fra højskolerne om længere og længere ventelister på julekurserne, siger Betina Egede Jensen, der er generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening. 

Ifølge Betina Egede Jensen efterspørger et stigende antal en jul på højskolerne uden julestress.
Ifølge Betina Egede Jensen efterspørger et stigende antal en jul på højskolerne uden julestress. Foto: Ulrik Jantzen

Særligt efter corona er det blevet populært at tage på højskole, men de lange ventelister skyldes også, at kun 12 ud af de cirka 70 folkehøjskoler i Danmark udbyder kurser henover julen. 

Betina Egede Jensen tror, at julekurserne blandt andet er blevet populære, fordi mange gerne vil slippe for julestress. 

- Mange vil gerne komme lidt væk fra den stress og jag, som julen jo også kan være. Der kan det at tage på højskole med kurser og foredrag kombineret med en traditionel jul, hvor man ikke selv skal stå for alt muligt, være et tiltrækkende alternativ til den normale jul, siger hun. 

I Folkehøjskolernes Forening oplever man, at efterspørgslen efter at holde jul på højskoler i disse år er ved at sprede sig fra den traditionelle målgruppe af seniorer til yngre mennesker.


Nyhedsoverblik