Forbrugerråd vil udvide reklamationsret på biler og hvidevarer

Reklamationsretten skal hæves fra to år til seks år på biler og elektronik, mener Forbrugerrådet Tænk og FDM.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I dag er der to års reklamationsret i Danmark, uanset hvilket produkt man har købt.

Men det er for kort tid, mener Forbrugerrådet Tænk og FDM, som er bilejernes forbrugerorganisation.

Derfor foreslår de, at reklamationsretten hæves fra to år til seks år på hårde hvidevarer, biler, elektronik og andre produkter, der må forventes at holde længe. Og tre år for øvrige produkter.

quote En længere reklamationsret vil kunne betyde, at det bedre vil kunne betale sig at producere mere holdbare produkter

Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk

Reklamationsretten er den periode, hvor man som forbruger har ret til at klage over et produkt, der går i stykker på grund af en fejl, som allerede var der, da man købte produktet.

Forbrugerrådet: Åbenlyst urimeligt

Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk, mener, at det er "åbenlyst urimeligt", når det ikke er muligt at klage over et produkt efter to år.

- Også selv om der er tale om en fejl, der var på produktet fra starten, eller at produktet ikke har kunnet holde til at blive brugt, siger hun i en pressemeddelelse.

- En længere reklamationsret vil udover at være grundlæggende mere rimelig kunne betyde, at det bedre vil kunne betale sig at producere mere holdbare produkter, og at flere forbrugere vil få repareret deres produkter, hvis de går i stykker.

quote med elektrificerede biler kommer helt nye konstruktioner og også her risiko for meget dyre fejl

Thomas Møller Thomsen, FDM

FDM: Fejl kan være meget dyre

Ifølge Thomas Møller Thomsen, FDM's administrerende direktør, er det nødvendigt med bedre rettigheder for bilejere.

- Biler bliver stadig mere avancerede, og på konventionelle biler ser vi desværre meget dyre fejl på motorer og efterbehandlingsudstyr. Og med elektrificerede biler kommer helt nye konstruktioner og også her risiko for meget dyre fejl.

- Derfor mener vi ikke, at det kan være rigtigt, at man som forbruger og bilejer kan stå uden rettigheder ved materiale- og produktionsfejl, blot fordi de viser sig senere end to år, siger han i pressemeddelelsen.

Bilbrand 3
Læs også
Flere elbiler på vejene får brandmænd til at efteruddanne sig
Bilbrand 3
Læs også
Flere elbiler på vejene får brandmænd til at efteruddanne sig

Forslaget fra de to forbrugerorganisationer kommer som optakt til, at folketinget de kommende måneder skal tage stilling til mulige ændringer i købeloven. Herunder reklamationsrettens længde i Danmark.

Anja Philip fremhæver, at lande som Norge, Finland, Sverige, Island, Storbritannien og Holland allerede har længere reklamationsret end de to år.


Nyhedsoverblik