Fra søndag klokken 8 indføres der krav om coronapas i fjernbusser og fjerntog. Derudover bliver der et krav om pladsbillet i DSB's InterCity- og InterCityLyntog.
Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse. De gælder foreløbig frem til 16. januar 2022.
Vi skal ikke lægge begrænsninger på den kollektive transport
Kravene indføres efter indstilling fra Epidemikommissionen og godkendelse i Epidemiudvalget.
Dermed skal de, der rejser med InterCity- og InterCityLyntog, både kunne fremvise coronapas og pladsbillet ud over deres almindelige billet.
Ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S) handler det om, at det skal være muligt at blive transporteret i den kollektive trafik og stadig være tryg.
- Vi skal med andre ord ikke lægge begrænsninger på den kollektive transport, men derimod sikre, at vi gør alt, hvad vi kan for at forhindre smittespredningen, siger han.
Kan laves konkrete vurderinger
I øjeblikket forsvinder ens gyldige coronapas automatisk i 14 dage, hvis man tester positiv for covid-19.
Men der vil gælde en undtagelse for dem, der er afhængig af kollektiv transport for at kunne komme til at fra arbejde, oplyser ministeren.
I denne situation kan der laves en "konkret vurdering af den enkelte" ifølge Engelbrecht. Ens arbejdsgiver kan altså udstede en erklæring om, at man er i stand til at kunne møde op på ens arbejde.
- Det kunne være sundhedspersonale for eksempel, som bor i Odense og arbejder i København eller noget i den stil, og som er afhængig af at kunne komme med toget, siger Benny Engelbrecht.
Man vil stadig få udstedt den kontrolafgift, som pålægges, hvis man ikke kan vise coronapas. Men det er muligt at få den refunderet ved DSB's kundeservice, oplyser han.
"Længere hen i januar" vil undtagelsen også gælde personer, der skal til og fra deres uddannelsessted.