Den franske togproducent Alstom har vundet udbuddet om at levere eldrevne togsæt til DSB, oplyser DSB og transportminister Benny Engelbrecht (S) mandag.
Kontrakten lyder på et køb af minimum 100 el-togsæt, oplyser DSB. Der er i aftalen gjort plads til at købe yderligere togsæt, og det er forventningen fra DSB's side, at der bliver tale om i alt 150 togsæt.
Vi undgår problemer. Dem, der leverer toget, skal også stå for vedligeholdelsen
Aftalen gælder både selve togsættene og vedligeholdelse af dem og løber op i "mere end 20 milliarder kroner".
De eldrevne tog forventes i drift fra slutningen af 2024.
DSB oplyser mandag aften til TV2 ØST, at de første Alstom-tog vil blive indsat på strækningen København-Nykøbing Falster.
Sikret mod problemer
DSB's milliardstore indkøb er et resultat af en politisk aftale fra 2018. De skal blandt andet erstatte de IC4-togsæt, der i flere år var en torn i øjet på driften hos DSB på grund af tekniske problemer.
Den slags problemer burde det nye indkøb være garderet imod, forsikrer tidligere transportminister Ole Birk Olesen, der som minister stod bag aftalen fra 2018.
- Der er to ting, som gør, at vi undgår problemer. Dem, der leverer toget, skal også stå for vedligeholdelsen, siger han.
- Den regning havner ikke hos de danske skatteydere. Og for det andet er det et tog, der allerede kører i Europa, og som har vist sig at være stabilt.
Afventer godkendelse
DSB oplyser, at der vil blive oprettet to nye værksteder for at kunne vedligeholde og servicere de nye tog. De to værksteder kommer til at ligge i Aarhus og København.
Transportminister Benny Engelbrecht fremhæver også, at togtypen, der hedder Coradia Stream, har en hurtigere acceleration og topfart end IC-togene.
Coradia Streams topfart er 200 kilometer i timen.
- De nye el-togsæt er bygget op om produktplatformen Coradia Stream, som allerede er i drift i Italien, skriver DSB i en meddelelse om indkøbet.
- Togsættene, DSB bestiller, ligger desuden tæt op ad en løsning, der leveres til Holland og efter planen idriftsættes før leverancen til Danmark.
Transportministeren har mandag vist DSB's valg af tog til transportordførerne, og aftalen skal godkendes i Folketingets Finansudvalg, inden den kan træde i kraft.