137.000 fjerkræ aflivet på halvanden måned.
Sådan lyder statistikken på fem udbrud af fugleinfluenza i regionen.
Selvfølgelig er det træls, da vi godt kunne bruge 137 millioner kroner på noget andet
I perioden fra 2021 til 2023 har staten brugt 137 millioner kroner af skatteborgernes penge på blandt andet aflivninger, rengøring og erstatning i forbindelse med den smitsomme sygdom.
Med de seneste udbrud af den smitsomme sygdom bliver beløbet nu endnu højere.
Men den økonomiske byrde skal ikke ligge hos borgerne, mener fødevareordfører i Enhedslisten, Søren Egge Rasmussen.
- Det er ikke rimeligt. Det skal ikke være borgerne, men landbrugserhvervet, der skal dække de her omkostninger, siger han og fortsætter:
- Man har en tradition fra gamle dage om, at statskassen skal dække den slags sygdomsudbrud, og det synes jeg faktisk ikke er rimeligt. Hvorfor skal landbrugserhvervet ikke være selvforsikrende?
- Vi har en stor animalsk produktion i Danmark. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal have så mange regler, hvor landbruget bliver favoriseret, tilføjer han.
Kommer til at betale prisen alligevel
Men hos Nye Borgerlige er holdningen en helt anden. Her lyder budskabet, at landbrugserhvervet ikke selv skal betale for aflivninger af syge fugle.
- Hvis staten tager din ejendom, så skal staten erstatte det. Det er et godt princip. Selvfølgelig er det træls, da vi godt kunne bruge 137 millioner kroner på noget andet, siger miljø- og fødevareordfører, Kim Edberg (NB) og tilføjer:
- Men det er småpenge i forhold til, det vi har set før (minksagen red.), når vi ikke bruger hovedet og slår alting ned. Skatteborgerne vil komme til at betale prisen alligevel. Den vil de bare betale for gennem prisen på kyllinger, siger han.
Minister erkender det store beløb
Den 6. februar spurgte TV2 ØST ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V), hvorfor regningen på de 137 millioner skal lande hos skatteborgerne og ikke hos ejerne.
- Det koster penge, og derfor skal vi selvfølgelig som myndighed hele tiden være opmærksom på, hvordan vi får mest for de penge, som skatteborgerne betaler, sagde han og understregede, at sådan er reglerne, når det kommer til smitsom sygdom i dyrebesætninger.
- Det gælder for alle andre områder, at hvis der kommer en situation, hvor vi som myndighed kommer ud og slår en besætning ned, så har man selvfølgelig krav på erstatning, sagde ministeren og tilføjede:
- Det ændrer ikke på, at det er mange penge, og det skal vi selvfølgelig også være opmærksomme på, siger han.
Aktuelt er der 20.000 høns, der skal aflives på en farm syd for Holbæk.
Det betyder, at Fødevarestyrelsen har aflivet tæt ved 200.000 høns og kalkuner i hele landet siden årsskiftet.