Gammel epidemi på Sjælland skaber debat - stod frygtet tropesygdom bag?

Folk gik raske på arbejde om morgenen, men faldt om af sygdom i marken, og døde få dage senere af voldsom feber.

Sådan var billedet i året 1831, hvor Danmark blev ramt af en pludselig og voldsom epidemi, der plagede bønderne i den sydligste del af Danmark.

Byboerne og de rige gik fri - men alligevel endte dødstallet med at være så højt, at året 1831 var det første år siden pesten, hvor det danske befolkningstal faldt.

Den dag i dag ved vi dog ikke. hvad der ramte os.

Måske malaria - men ikke som vi kender det

I mange år har det været konkluderet i Danmark, at der var tale om en malariaepidemi. Den frygtede parasit stammer fra Afrika, hvorfra den via den danske slavehandel var kommet til Danmark via de Vestindiske øer.

Den hærgede især på Lolland, Falster og Sydsjælland - og især i sommeren 1831 blev store dele af det sydlige Danmark ramt af en ny sygdom.

I dag ved vi ikke, hvad det var for en sygdom der stod bag. Mange års antagelse om, at det var en klassisk malaria står nemlig for skud i disse år.

Blandt andet har læge og historiker fra Steno Museet under Aarhus Universitet, Morten Arnika Skydsgaard, sagt, at han ikke tror på, at sygdommen kan sprede sig så hurtigt, som den skulle gøre, for at fremkalde den store epidemi. 

Der må være en anden sygdom bag plagen, der ramte Danmark, og fremkaldte massesygdom og meget høje dødstal i landområderne, siger han og peger på malarias inkubationstid på omkring en uge, som en faktor, der gør det svært at forestille sig den som årsag til sygdommen. Han understreger, dog, at der var tale om en voldsom sygdom.

- Det var en meget voldsom epidemi, med en dødelighed 100 gange højere, end vi har set under coronaepidemien, siger han.

Ramte landområder

Sygdommen blev kendt som Lollandsfeber, Sjællandssygen, marskfeber eller slet og ret koldfeberen rundt om i landet, hvor den slog til samtidig. Især Sydsjælland, Lolland, Falster, Sydfyn og Sønderjylland blev hårdt ramt.

Der er tre teorier, der i dag dominerer billedet blandt forskerne på, hvad det egentlig var for en plage, der ramte Danmark i eftersommeren 1831. Enten var det en malaria-epidemi, en sygdom i form af bakterier eller svampe, der spredte sig fra kornet eller måske en mangelsygdom, der skyldtes flere års dårlig høst i Danmark.

- Dengang troede man, at det var en malaria, og i fagkredse har man altid antaget, at det var en variant af malaria, der ramte, siger Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

Malaria betyder dårlig luft, og dækker over, at man ikke vidste, hvad det var for en sygdom, man var oppe imod. Man troede, at det var selve luften, der gjorde folk syge - men man vidste ikke noget om myg og parasitter som en årsag til sygdom.

Det var dog nok ikke det, som vi i dag forstår ved sygdommen, der ramte, siger professoren.

- Den koldfeber, som vi ser i beskrivelserne, den har noget over sig, der minder om malaria. Men det ligner ikke den moderne malaria. Den var slet ikke som tropisk malaria. Men der er andre typer af sygdommen. De plejer ikke at slå folk ihjel, men lever i stedet videre i cykliske stadier, hvor de kommer igen og igen. Det hænger sammen med, at nogle malariaparasitter kan overleve i leveren, siger Hans Jørn Kolmos.

Nogle har tvivlet på, at malaria kan overleve i Danmark - men det kan den godt, fastslår professoren.

- Malaria kan sagtens overleve langt mod nord. Under Anden Verdenskrig var malaria et problem i Finland. Men dødeligheden var meget høj i 1831. Og det gør jo en mistænksom på, om der nu også var tale om en klassisk malaria, siger han.

Han understreger, at det også sagtens kunne være andre typer sygdomme.

- Det kunne måske være en svamp eller en bakterie, der levede i det fugtige korn, som meldrøje. Det kunne man godt forestille sig, siger Hans Jørn Kolmos.

Meldrøje er en svamp, der lever i græs og korn - og som op igennem historien har fremkaldt udbrud, hvor titusinder af mennesker er omkommet.

- Når man ser på det på den måde, så ligner sygdommen nærmere malaria, eller den sygdom vi i dag kalder babesia. Det er en malarialignende sygdom hos kvæg. Ting flytter sig fra det ene årti til det næste, når det gælder sygdomme, siger han.

Vejret spillede en rolle

Sommeren 1831 bliver i dag husket for et særligt vejrfænomen, der angiveligt hjemsøgte Danmark.

Det var en tyk tåge, der ifølge datidens læger lagde sig over den sydlige del af landet i sommeren 1831, og blev liggende en hel uge, og blev efterfulgt af et fugtigt og koldt efterår

- Man kaldte den brandtågen - og det var ret intenst. Datidens læger skrev i deres journaler, hvordan de blev opsøgt af folk, der var nedtrykte af vejret fortæller Cecilie Bønnelycke, der er museumsinspektør på Museum Lolland-Falster.

Mens brandtågen og det kolde efterår går igen i beskrivelsen af året hos lægerne, så slår det dog ikke klart igennem hos DMI - tværtimod.

Helt tilbage i 1831 var der målestationer i København og på Fyn.

Og her tegner man et helt andet billede af sommeren 1831, end lægerne skrev ned.

- Vores data viser, at juni var usædvanlig våd, mens resten af sommeren og det meste af efteråret derimod var meget varme og tørre, forklarer klimatolog Frans Rubek fra DMI, som har undersøgt årets vejr for TV2 ØST.

Mens der i juni faldt hele 130 millimeter regn i løbet af måneden, så var tallene for juli, august og september til gengæld usædvanligt tørre. Her faldt der henholdsvis 18,0, 51,6 og 27,2 millimeter regn.

- Det har været meget tørre måneder, og temperaturen ligger samtidig meget højt. Når vi ser i beretningerne står der, at der var godt høstvejr. Men i disse måneder har vi også beskrivelser af voldsomme uvejr, fortæller han.

En af fortællingerne kommer fra en bonde, der på sin gård ved Svallerup ved Kalundborg, der den 16. juni 1831 havde oplevet den voldsomste omgang tordenvejr i hele sit liv, med kraftig regn og blæst. På Sydfyn beskrives især første del af september som havende meget vildt vejrlig - men med alt andet end tåge.

Først om efteråret klingede smitten af - men sygdommen blev ved med at komme igen år efter år. Årene kaldes i dag for koldfeberårene, og der er mange af dem i løbet af 1800-tallet. Først da man drænede markerne, slap man for alvor af med sygdommen.

Den værste syge

Hvordan vejret så ellers kunne spille ind, så begyndte folk at blive ramt af den meget voldsomme febersygdom, da høsten stod for døren.

- Da man begyndte at høste, gik det galt. Folk blev syge og dårlige. De nærmest faldt om med pludselige feberanfald. De måtte bæres hjem og led af kulderystelser og timelange hedeanfald. Der var mange symptomer, der pegede i mange forskellige retninger. De kastede op, fik diare og tykke belægninger på tungen, fortæller Cecilie Bønnelycke.

Efter en dag eller to, oplevede de pludselig at blive friske igen - men feberen kom tilbage, og det tog mindst en uges tid, før man kom ovenpå - hvis man ellers klarede den, fortæller hun.

Sygdommen tærede voldsomt på patienterne. Patienterne blev svage, og rigtig mange oplevede bagefter senfølger.

- Bagefter fik mange nyrebetændelse, gulsot og tilbagevendende feber. For mange var det noget, der fulgte dem resten af livet, fortæller Cecilie Bønnelycke.

Stammede den fra dyr?

Hans Jørgen Kolmos mener, at sygdommen kan være en en zoonose - en sygdom, der kan smitte gensidigt mellem mennesker og dyr - lidt ligesom mennesker og mink smittede hinanden med coronavirus.

- Sygdomme kommer og går. Det ser vi også nu med pandemien. Den døjer vi med nu - men om to år er det nok en helt anden sag. Når vi ser på situationen i omkring 1831, så ligner det mest en introduktion af en ny sygdom, som tilpasser sig, siger han.

Hans Jørgen Kolmos mener, at sygdommen godt kunne have spredt sig fra dyr.

- Der findes mange sære virussygdomme og bakterier. Vi skal se situationen dengang som om, at naturen var lidt forstyrret efter en stormflod i 1828. Der var nok mere fugtigt på markerne end normalt. Dyr var måske nødt til at søge tættere sammen. Mus og rotter søgte måske mod huse og gårde, hvor der var tørt. Måske har virus eller bakterier slået sig på en ny vært, fordi vi gik tættere sammen, siger han.

Han peger på den type sygdomme, der kaldes spirokæter - som Weils Sygdom, der også fremkalder gulsot og leverproblemer. Det er en bakteriesygdom, der den dag i dag spredes med urin fra gnavere, og stadig rammer danskere hvert år.

- Det kan have været en epidemi, blandt gnavere, som folk på landet har været i kontakt med. Der er en række bakterier, der kan vandre mellem mennesker og dyr, der som Weils Sygdom er i familie med bakterier som syfilis og borrelia, men som opfører sig anderledes. Vi ser udbrud engang imellem i Danmark - det kunne også være tilfældet dengang, siger han.

Han hælder selv til, at det var en sygdom, som vi ikke kender i dag.

Slående, at den kun ramte på landet

Læge og historiker fra Steno Museet under Aarhus Universitet, Morten Arnika Skydsgaard, har fremhævet, at sygdommen nærmest lignede coronavirus, på den måde, som den spredte sig i befolkningen. I den sammenhæng er det dog tankevækkende, at sygdommen stort set kun rammer de fattige bønder på landet. Hovedstaden, provinsbyerne og godsernes store landbrug gik stort set fri.

Der er dog også meget i vores billede af sygdommen, der mangler i dag, mener Hans Jørn Kolmos.

- Vi kender nok ikke hovedparten af symptomerne. Det var en anden tid, hvor det at have feber var såre almindeligt. Det var ikke noget, som man gik til lægen med, siger han.

Fik ikke opmærksomhed

Da sygdommen for alvor slog til i 1831 gik den da også under radaren det første lange stykke tid.

Hele landet var sådan set i epidemi-beredskab. Den frygtede sygdom kolera rasede nemlig i en række af Europas storbyer, blandt andet i Wien og Moskva.

Der stod derfor vagter langs de danske kyster og sørgede for, at skibene ikke kom ind til kysten uden at overholde deres karantænebestemmelser.

Symptomerne på koldfeberen var dog nogle helt andre, og derfor fik koldfeberen slet ikke den opmærksomhed dengang, som den ville få i dag.

- Det havde været i gang i mere end en måned, da der endelig blev erklæret en epidemi. Det betød, at man kunne modtage behandling på det offentliges regning, ellers skulle man jo betale for at gå til lægen, og det kunne være dyrt, siger Cecilie Bønnelycke, fra Museum Lolland-Falster.

Hun fortæller, at myndighederne ikke var meget for at erklære sygdommen som en epidemi.

Man var meget tilbageholdende med det, fordi det var dyrt. Samtidig var omfanget nok ikke gået op for sundhedsmyndighederne, der jo sad inde i København. Det ramte kun ude på landet, siger hun.

Bønfaldt om hjælp

Det var først, da stiftslægen i september 1831 skrev et bønfaldende brev, hvor han bad om hjælp og medicin i form af kinin, at der kom skub i sagerne hos sundhedsmyndighederne.

På det tidspunkt var situationen meget, meget alvorlig.

- Folk faldt bare om i markerne. Så skulle de bæres hjem med meget høj feber. Man fandt ud af, at kinin gjorde en meget stor forskel. Et gram af medicinen betød, at man kunne redde patienten, fortæller Cecilie Bønnelycke.

Kinin er i dag kendt som et vigtigt middel mod malaria - men dengang brugte man stoffet som en generel medicin mod feber.

- Det svarede til, at man i dag tog en kodimagnyl. Det var det middel, som man havde - og derfor var det også det middel, som man brugte, siger Hans Jørn Kolmos.

Ingen andre midler mod feber virkede dog så godt som kinin. Derfor svandt lagrene af lægemidlet også hurtigt under epidemien

Sygdommen ramte især Lolland og Falster hårdt. Hårdest ramt var landsbyerne Radsted og Majbølle. Byerne lå nærmest øde hen om sommeren. Folk lå i deres senge, mens kvæget gik umalkede rundt og kornet bogstaveligt talt rådnede på marken.

- På Lolland og Falster blev hver anden borger - det var 30.000 - ramt af sygdommen. Omkring 1.200 af dem endte med at dø i 1831. Det svarede til omkring fire procent af de smittede. Det har været meget voldsomt, da det stod på i sommer- og efterårsmånederne, siger hun.

- I 1831 havde man slet ikke læger nok til at håndtere de syge. Lægerne rejste rundt til de egne, der var hårdest ramt. Og deres beretninger er skrækvækkende i dag, siger hun.

De syge søgte hjælp hos landsbyens kloge kone, der kunne læse Biblen for en, og måske anbefale noget naturmedicin.

Kom igen

I dag er det dog meget svært at sige, hvad det egentlig var for en plage, der ramte landet.

Kolera ramte landet nogle år senere og stjal billedet. Men dem, der oplevede at stå i frontlinjen over for begge sygdomme, var ikke i tvivl om, at koldfeberen i 1831 var den værste, siger Cecilie Bønnelycke.

Hans Jørn Kolmos er ikke sikker på, at sygdommen findes i dag. Men han er meget interesseret i, hvordan den opstod.

- Det, der er interessant er, at sygdommen ankommer samtidig med den store stormflod i 1828. Stormfloden ramte store dele af vores sydlige områder, især på sydhavsøerne. Bagefter var der store områder med stillestående vand, samtidig havde man meget kvæg gående. Det kan have skabt nogle unikke forhold for en ny sygdom, siger han.

Du kan se vores tv-indslag fra december om Sjællandssygen herunder.