De fleste borgere i Næstved Kommune har sorteret affald siden 2018.
Jacob Sørensen er én af dem.
- Vi sorterer papir og pap og så samler vi glas, metal og hård plast, fortæller han til TV2 ØST.
Vi mister ti procent af den co2 gevinst der er ved at sende glasset til Polen
Borgere har sorteret siden 2018
De seneste to år er borgere i Faxe, Vordingborg, Ringsted, Slagelse, Næstved og Sorø blevet bedt om at samle metal, glas og plastik sammen i deres affaldsbeholder. Formålet var at genbruge glasset, men nu har den lokale glasvirksomhed droppet aftalen med Affald Plus, fordi glasset indeholder for mange urenheder, når det er blandet med plast og metal.
Derfor har Affald Plus nu valgt, at alt glas fra de seks kommuner skal fragtes 565 km til Polen, mens aluminium og plastik bliver fragtet 660 km ned i Tyskland. Ikke en særlig miljøvenlig løsning, hvis man spørger borgere og politikere.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Lokalt firma har stoppet aftale
Affald Plus, der indsamler affaldet, har tidligere haft en aftale med glasfirmaet Reilling i Næstved om at genanvende glasset. Men nu har Reilling droppet aftalen.
- Det er klart, at hvis vi havde kunne sortere det lokalt, så var det miljømæssigt blevet en lille smule bedre, siger Niels Damgaard, kommunikationschef hos Affaldplus.
I de seks kommuner, som Affald Plus indsamler affald fra, bliver glas, metal og plastik blandet i det samme rum i den venstre side af skraldespandens kammer, mens der skal papir og pap i højre side. Når glasset går i små stykker, bliver det blandet med henholdsvis plastik og metal.
- Skårene bliver så små, så det fungerer dårligt sammen med den teknologi, som Reilling benytter, siger kommunikationschef Niels Damgaard.
Glasvirksomheden Reilling ønsker ikke at medvirke her på TV2 ØST, men fortæller, at der er høje krav til renheden af det glas, som de genanvender, og det er derfor, de har droppet aftalen med Affald Plus.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Glas fragtes til Tyskland og Polen
Glasset her er allerede blevet grovsorteret i Næstved, og skal sendes afsted til udlandet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Affald plus vurderer, at der kommer til at blive fragtet 6.000 ton om året til Czarnków i Polen, imens der bliver vil blive fragtet 1.000 ton plastik og aluminium til Krefeld i Tyskland.
Det er ture på hhv. 565 km (Polen) og 660 km (Tyskland). Det har konsekvenser for miljøet:
- Vi mister ti procent af den co2 gevinst der er ved at sende glasset til Polen, siger Niels Damgaard fra Affaldplus.
Hvordan håndterer de glasset i Polen?
- Vi ved det ikke. Det er en helt ny aftale, vi har lavet.
Borger føler sortering er forgæves
Det er klart, at hvis vi havde kunne sortere det lokalt, så var det miljømæssigt blevet en lille smule bedre
Det ærgrer Jacob Sørensen fra Næstved, som netop er ihærdig med at sorte sit affald for, at det kan gavne naturen og miljøet.
- Det bliver jeg faktisk skuffet over. Når man rigtig gerne vil gøre en god gerning og være med til at beskytte miljøet for fremtidige generationer, og så ender det bare med at blive kørt til Polen, hvor der er diesel, co2 og slid på veje. Det giver ingen mening, siger Jacob Sørensen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Næstved Kommune genindfører gammelt system
Før den nye ordning blev glasset sorteret for sig selv i såkaldte glaskuber - eller glascontainere og blev altså ikke blandet sammen med plastik og metal. Som modreaktion til at sende glasset til Polen, vil Næstved Kommune nu genindføre det gamle system samtidig med det nye.
- Vi kan se, der er nogle udfordringer med kvaliteten af glasset. Og det bliver svært at anvende lokalt. Det er simpelthen derfor, for at få en renere fraktion, spare co2 og noget økonomi, siger Søren Nielsen, der er affaldschef i Næstved Kommune.
Derfor får borgerne i Næstved som de eneste af de seks kommuner, som hører under Affaldplus, indtil videre mulighed for at genanvende glas lokalt.
Udvalgsformand undrer sig
Miljøudvalgsformanden i Vordingborg Kommune er ikke tilfreds med, at genbrugsglas skal sendes til Polen.
- Jeg synes ikke, at det hænger helt sammen med de råd, vi fik dengang. Det var min klare opfattelse, at man godt kunne sortere de tre fraktioner, glas, metal og plastik, uden at der ville være de her problemer, som der er nu, siger Else-Marie Langballe Sørensen, formand for Klima- og Miljøudvalget.
Artiklen fortsætter under billedet.
Venter på ensrettede retningslinjer
Kommunerne og Affald Plus venter nu på en national affaldsplan fra Miljøstyrelsen, der kan sætte nogle ensrettede krav og retningslinjer. Men Miljøstyrelsen ved endnu ikke, hvornår høringsperioden starter. Jacob Sørensen fra Næstved er ikke tilfreds med Affald Plus løsning.
- Nej. Det synes jeg faktisk er uacceptabelt. At man pådutter os noget, vi gør en god gernning, og så har man ikke ført den rigtige løsning ud i livet som slutprodukt. Det er helt fejlagtigt.