Mellem oktober og marts er der som strandgæst mulighed for at møde en hund uden snor. Det er nemlig i vinterhalvåret tilladt at slippe ens hund fri på de fleste danske strande.
Inden man slipper sin hund, kræver det dog, at man har styr på den, og at den kommer, når den får besked på det. Der kan nemlig være andre hunde, gæster eller dyrearter på stranden, der skal tages hensyn til.
- Stranden er et populært sted at give sin hund nye oplevelser og masser af motion. Det er dog vigtigt at have fuld kontrol over hunden, da en løs og ukontrolleret hund stresser de vilde dyr langs kysten og også kan skræmme andre strandgæster, siger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse, og understreger, at man som hundeejer skal tage hensyn til strandens andre gæster og beboere.
Det er altid tilladt at have sin hund med på stranden i snor.
Tjek skiltningen, før du slipper hunden løs
Selvom det bliver tilladt at slippe hunden ved de fleste kyster fra den 1. oktober, så vil der stadig være steder, hvor det ikke er. Det skyldes, at der kan være specifikke dyrearter, der holder til på stranden, som risikerer at blive skræmt væk, hvis der kommer en hund.
Derfor er det en god idé at holde øje med de lokale skiltninger om løse hunde på stranden, så man ikke får sluppet sin hund, et sted hvor det ikke er tilladt.
Er man som hundeejer uheldig at bo i nærheden af en strand, hvor det ikke er tilladt at slippe sin hund, så kan man i stedet benytte sig af en af Naturstyrelsens mere end 200 etablerede hundeskove.
I hundeskovene må hunde altid løbe uden snor, men de specifikke regler for skovene er fastsat af grundejeren. Derfor er det også en god idé her altid at tjekke den lokale skiltning, inden den firbenede ven slippes løs.