Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Sådan er det med regnvejr i sommerhalvåret og svampejagt.
Det våde vejr går måske ud over turen på stranden, men til gengæld fremmer det svampenes forhold i skovene.
Og det er tilfældet i år, bekræfter Keld Hauge, naturvejleder og naturskoleleder på Odsherred Naturskole.
- Det har været et usædvanligt godt og tidligt kantarel-år. Allerede i slutningen af maj kom kantarellerne op i skovene i Odsherred, fortæller han.
Regnvejr er svampe-vejr
Keld Hauge bemærker, at man skal til Tisvilde Hegn, Småland i Sverige eller Jylland, hvis man skal have kurvefulde af kantareller fra skoven med hjem, men det er bestemt også muligt at finde mindre mængder af den gullige svamp i vores region.
Især efter et godt regnskyl.
- De kommer frem, når forholdene er til det, og ellers er de lidt lunefulde med, hvornår de kommer op af jorden. Sæsonen er fra maj til november, og hvis det regner meget, så kommer de frem, de steder hvor de findes i jorden, fortæller naturvejlederen.
- Og selvom du ikke får kilovis med hjem, så får du i det mindste en god skovtur, tilføjer han.
Andre svampe på vej
Kantareller er ikke de eneste gode spisesvampe, man kan finde i naturen. Ifølge Keld Hauge går der ikke længe før, at karl johan-rørhat og punktstokket indigo-rørhat er at finde i skovbunden.
Er man på svampejagt er det ifølge naturvejlederen en god idé at lede i skovbunden nær bøg, eg og gran, ligesom det som regel er bedst i en gammel skov, fortæller han.
Keld Hauge understreger det gamle råd om, at man aldrig må hjemtage og spise svampe, som man ikke kender med sikkerhed.
Du kan blive klogere på svampejagt i skovbunden på Naturstyrelsens hjemmeside.