Knap én million passagerer rejste med gratis færger til de danske øer denne sommer.
Det fremgår af en opgørelse fra Transportministeriet.
Helt nøjagtigt benyttede 953.866 passagerer tilbuddet om gratis færgerejser for gående, cykler og biler med handicapkort.
- Det betyder, at der igen i år har været et stort antal besøgende på de danske øer i en tid, hvor der også har været brug for, at danskerne holdt ferie herhjemme, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).
De fleste øer er rigtig glade for det og har haft mange gæster
Folketinget afsatte før sommerferien 73 millioner kroner til gratis færger i forbindelse med en sommer- og erhvervspakke til samlet 1,6 milliarder kroner.
Pengene skulle være et plaster på såret for den langvarige coronanedlukning, der kostede flere erhverv dyrt.
53 indenrigsfærger og overfarten fra Ystad til Rønne på Bornholm var tilmeldt ordningen.
I 2020 lavede politikerne en lignende ordning under den første sommer med corona.
Dengang gjaldt ordningen med gratis færger kun juli måned. Det benyttede godt én million passagerer sig af.
I år kunne færgeselskaberne selv bestemme, hvilke perioder og hvilke ugedage de ville udbyde gratis rejser i perioden fra juli til september.
- Jeg er ret sikker på, at vi med årets sommerpakke har fået en succes, som i år har været strakt ud over en længere periode, siger Benny Engelbrecht.
FAKTA: De ti mest populære gratis færgeruter
953.866 passagerer benyttede tilbud om gratis færger for gående, cyklende og biler med handicapkort.
Knap én million passagerer har benyttet sommerens tilbud om gratis færger i forbindelse med Folketingets sommerpakke.
Færgerne var gratis for gående, cyklende og biler med handicapkort i udvalgte perioder i juli, august og september.
Samlet set blev ordningen benyttet af 953.866 passagerer.
Derudover blev der registreret 129.370 cykler, der kom gratis med om bord.
Det samme gjorde 25.292 biler med handicapkort.
Her kan du se de ti mest populære færgeruter målt på antal gående passagerer.
- Hundested-Rørvig: 89.600
- Svendborg-Ærøskøbing: 89.525
- Rønne-Ystad: 71.239
- Esbjerg-Fanø: 61.819
- Hals-Egense: 47.925
- Aalborg-Egholm: 45.957
- Sælvig-Aarhus: 35.220
- Rudkøbing-Marstal: 32.992
- Kulhuse-Sølager: 32.397
- Aarø-Aarøsund: 29.067
Kilde: Transportministeriet
Gratis færger gav travlhed
De gratis færger til øer som Fanø, Ærø og Samsø gav travlhed på øerne, fortæller Dorthe Winther, formand for Sammenslutningen af Danske Småøer.
- De fleste øer er rigtig glade for det og har haft mange gæster. Også fordi man har taget skuldersæsonen - august-september - med.
- Selv om skoleferien var slut, kom mange på gåben og på cykel og besøgte øerne og lagde ekstra penge de steder, hvor højsæsonen ellers var slut, siger Dorthe Winther.
Hun mener, at pengene har været godt givet ud til at skabe ekstra omsætning og markedsføring af øerne.
- Så er håbet jo, at nogle af de besøgende vender tilbage, fordi de har fået smag for at opleve øerne, siger Dorthe Winther.
Selv om ordningen med gratis færger nu har været gældende to somre, skal man ifølge transportministeren ikke regne med en gentagelse næste sommer.
- Sommerpakken er lavet som et helt ekstraordinært tiltag.
- Jeg tror, vi alle håber på, at vi nu har fået så meget has på corona, at der ikke bliver brug for at lave særlige initiativer igen, siger Benny Engelbrecht.