Guide til en tur i bølgen uden tøj - her finder du regionens nøgenbadestrande

Ikke alle synes, badetøj er sagen, når turen går til stranden. Ifølge Danske Naturister findes der flere end 20 nøgenbadestrande her i regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Solen skinner fra en skyfri himmel, og mange flokkes mod de hvide strande ved regionens kyster. Som oftest iklædt badetøj og måske en hat for lidt skygge.

Nogle finder derimod selv denne lette påklædning overflødig i sommervarmen. Og det er i øvrigt helt legitimt, fortæller Mette Duekilde.

quote Det kan ikke anses som stødende adfærd i sig selv at være nøgen på en strand

Mette Duekilde, formand, Danske Naturister

Hun er formand for Danske Naturister og forklarer her til TV2 ØST, hvordan man bærer sig ad, hvis man gerne vil prøve at bade nøgen.

- Man må være nøgen på alle strande, og det er ikke noget, man skal blive forarget over, hvis man ser nogen nøgen på stranden, for det må man faktisk godt, forklarer Mette Duekilde og tilføjer:

- Det blev fastsat i 1976 af Justitsministeriet, hvor der havde været nogle sager om det. Dengang lavede politimesterforeningen et kommuniké om, at det kan ikke anses som stødende adfærd i sig selv at være nøgen på en strand.

Guide til nøgenstande

Selvom det er tilladt at bade nøgen ved alle strande i Danmark, kan det ifølge Mette Duekilde være rart at nøgenbade på strande, hvor der også er andre nøgenbadere.

Derfor har man hos Danske Naturister lavet et overblik over, hvilke strande der har tradition for, at folk kommer og bader nøgne.

- Det kan være meget rart at have en idé om, hvor der er andre, der bader nøgen, så du ikke er alene.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Syv råd for nøgenbadning

Uagtet lovligheden af at være nøgen på stranden er det også vigtigt at vise hensyn, påpeger Mette Duekilde.

- Det er en god idé at overveje, at der er andre mennesker på stranden. Hvis du selv opfører dig som om, det er naturligt at smide tøjet, så inviterer du ikke andre til at bemærke dig eller forholde sig til det, siger hun og tilføjer:

- Kig dig omkring. Tag ikke det allermest overbefolkede sted på stranden. På den anden side behøver der heller ikke at være øde. Jeg tænker selv på, at jeg skal kunne gå ned til vandet uden at komme tæt på for mange mennesker.

Som en håndsrækning til nybegyndere har Mette Duekilde lavet en liste med baderåd for nøgenbadere. Listen er indsat nedenfor.

- Vi har lavet rådene, ligesom der er baderåd om aldrig at bade alene, for at alle får en god oplevelse, forklarer hun.

De syv baderåd for nøgenbadere:

  • Det er din ret at bade nøgen, men gør det med omtanke.
  • Respekter andre badegæster og vis hensyn, uanset om de andre vælger at bade nøgne eller påklædte.
  • Gå lidt længere fra P-pladsen: Langt de fleste strandgæster ligger lige hvor adgangsvejen når stranden. Hvis du vil nøgenbade, er det en god idé at gå et par hundrede meter længere hen ad stranden. Der kan du få mere luft omkring dig.
  • Opfør dig naturligt, når du klæder dig af og bader.
  • Du kan godt være den første, der bader nøgen på en strand.
  • Oplev, hvor nemt det er at bade nøgen.
  • Lad børnene løbe nøgne i vandkanten.


Kilde: Mette Duekilde, Danske Naturister

Men derudover skal man ikke holde sig tilbage.

- Strande har vi rigtige mange af, og jeg oplever, det er absolut muligt og ikke noget, der bliver set skævt til, at man bader nøgen, hvis man følger de råd, som jeg har formuleret.

Stor interesse for nøgenbadning

Skulle man selv have lyst til at prøve nøgenbadning – så er man ikke alene.

Danske Naturister er en forening på omtrent 1.200 medlemmer – men langt flere ynder at bade nøgne, vurderer Mette Duekilde:

- Vi oplever en stor interesse for at bade nøgen. Der er for eksempel virkelig fremgang i vinterbadning, der som regel foregår nøgen, siger hun og tilføjer:

- Jeg synes også, der er en stor interesse for at bade året rundt – og det foregår som regel også nøgen, når man tager sådan et morgendyp.

Læs også
Nu kan du snart svømme nøgen i Vordingborg Svømmehal
Læs også
Nu kan du snart svømme nøgen i Vordingborg Svømmehal

Og der er flere gode grunde til at lade badetøjet ligge hjemme, når man går på stranden, påpeger formanden for Danske Naturister:

- For det første er det meget mere simpelt. Du behøver ikke have tænkt på hjemmefra, om du vil ud at bade. Du behøves knapt nok et håndklæde, for du kan bare lufttørre, og det går overraskende hurtigt, siger hun og tilføjer:

- Og så er det meget mere enkelt at være på stranden uden badetøj. For der er ikke noget, der skiftes frem og tilbage undervejs, og der er ikke noget koldt og klamt badetøj, som skal fragtes hjem.

Danske Naturisters strandguide for hele Danmark findes på hjemmesiden strandguide.dk.



Nyhedsoverblik