Hårdt ramte senfølgepatienter må vente uger på hjælp

Senfølgeklinikker melder om mange ugers ventetid på at blive tilset. Flere er sygemeldte fra job.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Har man været smittet med coronavirus og oplever senfølger, er der flere steder lang ventetid på at blive tilset. Det skriver Ritzau.

På senfølgeklinikken på Aarhus Universitetshospital er Berit Schiøttz Christensen overlæge. De patienter, der bliver henvist lige nu, kan først tilses i slutningen af juni, siger hun.

- Lige nu kører vi simpelthen på maks.

I Danmark tilsiger behandlingsgarantien, at patienter skal henvises og tilses i løbet af fire uger.

Men det er ikke muligt i den nuværende situation, og det kan for patienterne være alvorligt, siger Berit Schiøttz Christensen. Mange er helt eller delvist sygemeldte.

Lang ventetid flere steder

Også Helle Frost Andreassen, ledende overlæge på lungeafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, melder om en patientkø.

Derfor vil en patient, der henvises fra en læge nu, komme til at vente lang tid.

- Så tror jeg desværre, vi kommer hen i sommerferieperioden. Der er ingen tvivl om, at her i maj bliver det problematisk, hvis antallet af henvisninger ligger i det niveau, vi har set for bare et par uger siden.

Læs også
Tusindvis har anmeldt coronasmitte som en arbejdsskade
Læs også
Tusindvis har anmeldt coronasmitte som en arbejdsskade

Helle Frost Andreasen beretter dog om, at der er blevet gjort en aktiv indsats med blandt andet at rekruttere mere personale. Det har hjulpet på presset på det seneste.

Fordoblet kapacitet

Steffen Kristensen, overlæge på lungemedicinsk ambulatoriet på Aalborg Universitetshospital, siger, at der cirka er fire ugers ventetid hos dem, altså omkring det maksimale i behandlingsgarantien.

- De nyhenviste, vi ser nu, har haft covid-19 lige omkring årsskiftet. Vi dimensionerede vores system ud fra de tal, vi kendte tilbage i november, og så skete der en voldsom forøgelse af antallet af smittede om dagen.

- Derfor har vi været nødt til mere end fordoble vores kapacitet.

Lars Arendt-Nielsen, professor og smerteforsker på Aalborg Universitet, står bag en af verdens største undersøgelser af senfølger efter coronavirus, som netop er blevet publiceret. Han er ikke overrasket.

- Vi har lavet et meget stort studie på over 1000 patienter, der har gennemlevet et alvorligt coronaforløb, og vi ser, at cirka syv ud af ti oplever mellem to og tre senfølger, siger han.


Nyhedsoverblik