Hasselmus satte Baltic Pipe på pause – det kan tage op til otte måneder at få en ny tilladelse

Energinet og Miljøstyrelsen er ved at få klarlagt, hvilke dele af lovliggørelsesprocessen der skal arbejdes på, for at der kan gives en ny tilladelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den 31. maj 2021 ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet den tilladelse, som Miljøstyrelsen havde givet til Baltic Pipe-projektet.

Årsagen var, at klagenævnet ikke fandt, at der var tilstrækkelig dokumentation for, hvordan bilag-IV-arter som flagermus og birkemus er beskyttet under byggeriet af den 210 kilometer lange gasledning, der skal forbinde rørledningen i Nordsøen med rørledninger i Polen.

I sidste uge satte Miljøstyrelsen og Energinet, der står bag projektet, sig så sammen for at finde ud af, hvordan man fremadrettet får styr på tilladelsen.

- Processen om at få en ny miljøvurderingstilladelse er startet, lyder det fra Niels Bjørkbom, der er kontorchef i Miljøstyrelsen.

For styrelsen og Energinet handler det nu om at få klarlagt, hvilke dele af processen man ikke behøver at gennemgå igen, for at der kan gives en ny byggetilladelse.

Læs også
Hasselmus og flagermus sætter Baltic Pipe-projekt på pause: - Vi er meget overraskede
Læs også
Hasselmus og flagermus sætter Baltic Pipe-projekt på pause: - Vi er meget overraskede

- Det er en genoptagelse af en sag, så det er eksempelvis spørgsmålet, om man igen skal spørge naboerne til projektet og lave en afgrænsningsrapport. De ting har jo ikke ændret sig, siger Niels Bjørkbom.

- Men det er en juridisk ting, så der er vi ved at undersøge, om der er nogle dele, vi kan springe over.

GRAFIK: Her skal rørledningen gå:

Nogle aktiviteter vil være nødt til at fortsætte

Som følge af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, skal Baltic Pipe indstille alt arbejde, indtil der ligger de nødvendige tilladelser.

Ifølge Niels Bjørkbom vil nogle aktiviteter dog være nødt til at fortsætte, selvom projektet for nu er suspenderet.

- Som udgangspunkt skal de indstille alle aktiviteter, men der er noget, der kan fortsætte af sikkerhedsmæssige årsager. Eksempelvis skal man sikre, at der ikke står en åben grav.

Læs også
Ekspert: Manglende Baltic Pipe-tilladelse kan få betydning for erstatninger til landmænd
Læs også
Ekspert: Manglende Baltic Pipe-tilladelse kan få betydning for erstatninger til landmænd

Hvornår Energinet igen kan fortsætte med arbejdet af Baltic-Pipe afhænger af, hvilke dele af lovliggørelsesprocessen man ikke behøver gennemgå igen. 

Niels Bjørkbom vurderer dog umiddelbart, at der vil gå mellem seks og otte måneder, inden der er en ny tilladelse.  

Video: Projektleder, Marian Kaagh, var meget overrasket over klagenævnets afgørelse. Indslaget her er fra den 3. juni 2021. 


Nyhedsoverblik