Her har kommunen droppet skoletandlægen

Den kommunale børnetandpleje er presset. Det viser en rundspørge til de 12 kommuner, som TV2 ØST dækker. Men i Odsherred er der ingen venteliste. Her går børnene til private tandlæger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Erik Flecks på seks år er hoppet op i tandlægestolen hos tandlæge Lone Vester, der er klar til at give hans tænder et tjek. 

Han bor i Odsherred Kommune, og der har man ikke en kommunal tandpleje som i de fleste andre kommuner. 

I stedet kan forældrene vælge en privat tandlæge til deres børn.

- Vi tilbyder børnene at gå til tandlæge en gang om året, og der er ikke nogen venteliste her hos os, fortæller Karin Wood-Pedersen, der er leder af Børnesundhed i Center for Børn, Unge og Familier i Odsherred Kommune. 

Erik Flecks på seks år kommer fra Hørve i Odsherred. Han har samme tandlæge som sine forældre.
Erik Flecks på seks år kommer fra Hørve i Odsherred. Han har samme tandlæge som sine forældre. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Ordningen betyder, at Odsherred Kommune har kontrakt med 14 private tandlægeklinikker. De er placeret geografisk bredt for at sikre, at alle børn kan gå til tandlæge i 0-20 kilometers afstand fra deres bopæl. 

Samtidig skal tandlægerne have kompetence, interesse og praktisk daglig erfaring med forebyggelse og tandbehandling af børn, svarende til minimum 150 børn pr. år.

Det er et andet produkt

Ofte bliver det sådan, at hele familien vælger den samme tandlæge.

- Børn og forældre og bedsteforældre kommer i den samme praksis, og bliver ofte set af den samme tandlæge, så de kan komme som en samlet gruppe til eftersyn og behandling. Så det er et andet produkt, vi leverer, hvor vi selvfølgelig alle sammen arbejder under den faglige standard, der er i Danmark, fortæller Lone Vester fra tandklinikken Eggers og Vester i Holbæk. 

Louise Flecks er glad for tilbuddet. Det betyder, at hele familien går til tandlæge samme sted.
Louise Flecks er glad for tilbuddet. Det betyder, at hele familien går til tandlæge samme sted. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Eriks mor er glad for tilbuddet, det gør familiens hverdag nemmere. Børnene og de voksne går samme sted udenfor skoletiden. 

- Vi synes, det er fantastisk. Så skal vi ikke forskellige steder hen, så vi er glade, og det er samtidig en ordning, der viser børnene, at det er okay at gå til tandlægen, og at der ikke er noget at være bange for, fortæller Louise Flecks. 

Det er presset 

Sundhedsstyrelsens retningslinjer er, at børn skal ses minimum hvert andet år til en forebyggende undersøgelse hos tandlægen. Men det kniber i flere kommuner, viser en rundspørge, som TV2 ØST har foretaget. 

Den maksimale ventetid kan ikke overholdes, eller er presset, i Holbæk, Sorø, Næstved, Slagelse, Faxe, Guldborgsund og Lolland Kommune. 

Karin Wood-Pedersen er leder af Børnesundhed i Center for Børn, Unge og Familie i Odsherred Kommune.
Karin Wood-Pedersen er leder af Børnesundhed i Center for Børn, Unge og Familie i Odsherred Kommune. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Kommunernes overtandlæger peger på flere årsager: Enten mangler de helt konkret tandlæger og har ubesatte stillinger, eller også oplever de, at der løbende er stor udskiftning. 

Situationen kan risikere at gå ud over børnenes tandsundhed. Det fortæller Esben Boeskov Øzhayat, der er lektor på Odontologisk Institut på Københavns Universitet. 

- Konsekvensen er, at når børnene ikke bliver kaldt ind helt så hyppigt, som de skal, så der går længere tid, før man opdager noget sygdom, eller at det bliver nogle større behandlinger, der skal til, siger han. 

At børnene går til tandlæge i et offentligt-privat samarbejde, som man har valgt det i Odsherred, er ifølge kommunen selv ikke en dyr løsning, der sprænger budgettet.

- Hvis vi selv skulle drive tandplejen, så skulle vi have to klinikker, og hvis de skulle bygges i dag, ville de måske koste 10 millioner at bygge. Bygningerne skal forrentes, og der skal udstyr ind, men de udgifter har jeg ikke, forklarer Karin Wood-Pedersen og uddyber: 

- Så hvis prisen er højere, så ligger det i, at tandlægerne selv har drift af bygningen og rekruttering af medarbejderne, men jeg har ikke overskridelser på mit budget, så jeg synes det er en rigtig fin løsning, siger hun.  

- Vi har et godt samarbejde med Odsherred Kommune, fortæller Lone Vester fra tandklinikken Eggers og Vester i Holbæk.
- Vi har et godt samarbejde med Odsherred Kommune, fortæller Lone Vester fra tandklinikken Eggers og Vester i Holbæk.

Udover at samarbejde med de 14 privatpraktiserende tandlæger har Odsherred Kommune tre klinikassistenter, der tager sig af det forebyggende arbejde. 

De besøger institutioner og skoler og fortæller om kost og tandbørstning, og de kan vælge at kontakte forældrene, hvis de kan se, at tandsundheden halter hos et barn. 


Nyhedsoverblik