- Hvis ikke de var kommet, havde jeg ikke siddet her i dag, siger Alex Knudsen.
Han fik hjælp af en hjerteløber, efter en ATV-tur den 22. juni.
Hjemme hos Gert Jacobsen var grillen netop blevet varm i det lille hus ved Præstø Fjord, da ulykken skete.
- Jeg har fået at vide, at hovedet falder bagover, fortæller Alex Knudsen.
- Der var hjertet åbenbart stoppet med at slå.
Gert Jacobsen går i gang - sammen med tililende hjælp.
- Vi får lagt Alex ned på gulvet og går i gang med at lave hjertemassage, fortæller Gert Jacobsen.
Flere hjerteløbere ilede til
Den tililende hjælp kom fra en hjerteløber tæt på.
- Jeg stod her og var i gang med at lave mad, da alarmen kom. Så tog jeg afsted. Jeg vil tro, jeg havde halvanden kilometers afstand, siger Kasper Trane, der er ansvarlig i Præhospital Center og selv er hjerteløber.
Han var hurtigt fremme og havde en hjertestarter i bilen.
- Gert er igang med at give ham hjertemassage, og jeg beder ham om at fortsætte, mens jeg sætter hjertestarter på, siger Kasper Trane.
- Så giver den heldigvis et ordentligt stød, og vi kan så se, at han begynder at trække vejret, og at det får en puls på ham.
Artiklen fortsætter under billedet.
I det hele taget var Alex Knudsen heldig med at være der, hvor han var, da det gik galt. I alt dukkede der fem hjerteløbere op fra Feddet Camping.
- De skal jo slippe alt, hvad de har i hænderne og bare løbe. Det er jo det, jeg synes er så flot, siger Alex Knudsen.
Artiklen fortsætter under billedet.
I videoen her fortæller Michael Kragh og hans datter Amalie Kragh fra Skælskør om deres erfaringer med at være hjerteløbere:
Artiklen fortsætter under videoen.
Hjerteløberne sendes afsted fra Region Sjællands vagtcentral i Næstved.
- I oktober sidste år havde vi godt 5.000 hjerteløbere her i regionen. I dag er vi på over 10.000 hjerteløbere, fortæller Kasper Trane, der udover at være hjerteløber også er ansvarlig i Præhospital Center.
Efter at have kørt sit eget selvstændige projekt, kom Region Sjælland som den sidste region i Danmark med i hjerteløberordningen 1. maj i år. Siden er antallet af hjerteløbere steget med 37 procent. Hjerteløberne har i den periode været aktiveret i alt 199 gange.