Hunde blev dødssyge - nu giver styrelse løftet pegefinger til virksomhed

Fødevarestyrelsen giver en løftet pegefinger til virksomheden Chrisco, der torsdag trak mistænkelige tyggeben til hunde tilbage.

Dødssyge hunde, der savler og opfører sig psykotisk, har nu fået Fødevarestyrelsen til at tage affære.

- Vi har i dag været på kontrolbesøg på virksomheden Chrisco i Køge, hvor vi har givet en indskærpelse til virksomheden, siger Jakob Munkhøj Nielsen, fødevarechef i Fødevarestyrelsen. 

quote Vi hørte om sagen i pressen

Jakob Munkhøj Nielsen, fødevarechef i Fødevarestyrelsen.

Kontrolbesøget kommer, efter Chrisco torsdag valgte at trække et af virksomhedens mest populære produkter tilbage fra markedet. 

Dyrlægeklinikken Vestermose Dyreklinik lidt uden for Slagelse havde tidligere på ugen gjort opmærksom på, at klinikken havde behandlet flere hunde med alvorlige symptomer. 

Fælles for hundene var, at de havde spist tyggeben fra Chrisco og muligvis ét andet mærke. Ud fra et forsigtighedsprincip valgte Chrisco at stoppe for al salg af produktet. 

Virksomheden valgte også at sende tyggeben til analyse hos et laboratorium for at finde ud af, om tyggebenene indeholder giftstoffer.

På virksomhedens hjemmeside står der nu, at produktet er tilbagekaldt fra butikkerne.
På virksomhedens hjemmeside står der nu, at produktet er tilbagekaldt fra butikkerne. Foto: Chrisco

Har fået en indskærpelse

Men virksomheden kontaktede ikke Fødevarestyrelsen. 

- Vi hørte om sagen i pressen, siger Jakob Munkhøj Nielsen og henviser til TV2 ØSTs dækning af sagen. 

Fødevarestyrelsen valgte derfor at foretage et unameldt kontrolbesøg hos virksomheden i Køge fredag formiddag. 

Læs også
Hunde får psykoser - nu bliver tyggeben trukket tilbage
Læs også
Hunde får psykoser - nu bliver tyggeben trukket tilbage

Efter gennemgangen valgte Fødevarestyrelsens kontrollanter at give Chrisco en indskærpelse. 

- Vi har været på virksomheden i dag for se, hvilke procedurer virksomheden har for tilbagekald af produkter. 

- Her blev det klart, at virksomheden ingen procedure havde for at kontakte Fødevarestyrelsen. Det skal de have, siger Jakob Munkhøj Nielsen. 

Dyrlæge Martin Vedel fra Vestermose Dyreklinik var den første til at gøre opmærksom på sagen. Han har været i kontakt med andre dyreklinikker, der også har behandlet hunde med samme symptomer.
Dyrlæge Martin Vedel fra Vestermose Dyreklinik var den første til at gøre opmærksom på sagen. Han har været i kontakt med andre dyreklinikker, der også har behandlet hunde med samme symptomer. Foto: Privat

Derfor modtager Chrisco en indskærpelse, der er Fødevarestyrelsens mildeste sanktion. 

Hos Chrisco bekræfter man, at Fødevarestyrelsen har været på besøg, og at virksomheden har fået indskærpet, at den omgående skal kontakte Fødevarestyrelsen, hvis den har mistanke om, at et produkt er sundhedsskadeligt. 

Fødevarestyrelsens primære interesse som myndighed er dog, at et muligt farligt produkt trækkes tilbage fra markedet - og det har virksomheden på eget initiativ sat i værk.

- Kontrollanterne stod her allerede fra morgenstunden, så vi kunne ikke nå at informere Fødevarestyrelsen i dag, inden kontrollanterne ankom. 

- Men vi har nu ført ind vores procedure, at vi skal kontakte Fødevarestyrelsen omgående, hvis noget lignede skulle ske igen, siger Karina Pedersen, der er indkøbschef i Chrisco.


Nyhedsoverblik