Af de 315 spædbørn, som blev anbragt i 2012 og 2013, måtte hvert fjerde skifte anbringelsessted en eller flere gange, inden det nåede skolealderen.
Det viser en særkørsel, som Danmarks Statistik har foretaget for Jyllands-Posten.
Mens næsten alle spædbørnene var anbragt i en plejefamilie som det første sted, måtte 82 af de 315 af de anbragte spædbørn – svarende til 26 procent – flytte anbringelsessted inden for fem år.
Tallene viser, at 19 af de anbragte spædbørn havde boet ved tre eller fire forskellige anbringelsessteder i løbet af de første fem år.
Vigtigt med kontinuitet i anbringelse
Det bekymrer ifølge Jyllands-Posten flere forskere, herunder Dion Sommer, som er professor i psykologi ved Aarhus Universitet.
- Barnet lærer, at det ikke giver mening at være tillidsfuldt og imødekommende over for nye voksne, fordi tanken hele tiden sidder i dem: "Hvornår er det slut her?".
- Så det er helt centralt, at der er kontinuitet i anbringelsen, siger han til Jyllands-Posten.
Der kan dog være gode grunde til at flytte anbragte børn til nye anbringelsessteder. For eksempel hvis plejefamilien er dårlig, understreger professoren.
Men det kan gøre skade, hvis barnet flyttes fra familier, som det har knyttet sig til, siger han til Jyllands-Posten.
Ikke et quick-fix
Hos De Anbragtes Vilkår, som er en forening for nuværende og tidligere anbragte, er formand David Adrian Pedersen også bekymret.
- Det viser tydeligt, at der ikke bare er et quick-fix, at hvis vi bare anbringer børnene tidligere, så løser vi alle udfordringerne, siger han til Jyllands-Posten.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) vil i en kommende reform blandt andet sikre flere bortadoptioner, og at plejefamilier er "bedre rustede", skriver Jyllands-Posten.