Et historisk slemt iltsvind i indre danske farvande blev blæst væk af den pludselige sommerstorm Hans.
Det viser årets første iltsvindsrapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi.
- Inden sommerferien lagde den varme juni i kakkelovnen til et helt forfærdeligt iltsvindsår i Danmark, siger seniorrådgiver Jens Würgler Hansen fra Institut fra Bioscience ved Aarhus Universitet.
Men så kom der blæst og en kølig juli, som bremsede iltsvindet. Suppleret af den usædvanlige sommerstorm i august betød det, at vandmiljøet fik et pusterum.
Sommerens ekstreme vejr giver dog ifølge Jens Würgler Hansen ingen grund til at afblæse iltsvindsalarmen.
- Iltsvindet er lynhurtigt på vej tilbage i vores seneste data fra august og nærmer sig slutningen af juni. Bliver vejret varmt og stille som nu, kan det stadig nå at blive meget værre igen, siger han.
- Derfor er der ingen vej udenom, at landbrugets udledning af næringsstoffer skal reduceres markant. Desuden skal man begrænse trawlfiskeriet betydeligt mere, end den nuværende regering har lagt op til, fordi det forringer iltforholdene i havbunden.