Isabella Smith er gået konkurs

Kvinden, som har solgt moderigtige vandkander, skovle og æggebægre, og som har åbnet sin egen butik i Hesede Hovedgaard, der tilhører Gisselfeld Gods på Sydsjælland, er gået konkurs, skriver Berlingske.dk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Isabella Smith er blevet endnu et af krisens ofre. Hendes selskab Isabella Smith A/S har skiftet navn til "Nedlukningsselskabet af 31. marts 2009" og er under konkurs.

Isabella Smith grundlagde sin forretning i 2000. Hun blev hurtigt mange kvinders idol med sin have, sine blomster, opskifter og levemåde. Hun forstod at brande sit eget navn, og hun fik sit eget tv-program og udgav også livsstilsmagasinet "Isabellas". Magasinet solgte hun for to år siden til Aller-koncernen.

Efter frasalget af magasinet "Isabellas" var kerneområderne postordresalg og e-handel med de moderigtige produkter.

Sortimentet blev i øvrigt udvidet fra have- og boligtilbehør til også at omfatte kosmetik og rengøringsmidler, gerne med egen-udviklede brands.

Isabella Smith har åbnet sin egen butik i Hesede Hovedgaard, der tilhører Gisselfeld Gods på Sydsjælland. Butikken ligger i romantiske omgivelser langt ude på landet og er blevet markedsført som en seværdighed i området, skriver netavisen.

Ud over Isabella Smith Holding ApS, er Hw Fysioterapi ApS og Preventure A/S storaktionærer i det konkursramte selskab. Sidstnævnte er et venture-selskab med fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen som bestyrelsesformand.

/ritzau/


Nyhedsoverblik