Et højt brag var resultatet, da to F16-jagere fra Forsvarets Afvisningsberedskab torsdag eftermiddag brød lydmuren på Sydsjælland.
Det bekræfter Forsvaret overfor TV2 ØST.
- Der var tale om jagere fra Afvisningsberedskabet på vej østover, oplyser pressevagt Christer Haven til TV2 ØST.
Braget blev hørt kort efter klokken 15.00 på Sydsjælland - og nok også mange andre steder i den sydlige del af Danmark.
- Sådan et brag kan rejse langt. Derfor kan vi ikke sige, hvor braget præcist ramte, fortæller han til TV2 ØST.
Typisk har atmosfæriske forhold også en betydning for, hvordan lydene spreder sig.
Krænkede luftrummet to gange på en time
Forsvaret ønsker ikke på nuværende tidspunkt at oplyse, hvad flyenes opgave er - men det handler typisk om, at russiske fly nærmer sig eller direkte krænker det danske luftrum.
Det er sket mange gange den seneste tid - mest tydeligt fredag den 11. juni, hvor de russiske fly to gange på kun en time krænkede det danske luftrum.
Dengang fik det regeringen til at kræve en forklaring fra de russiske myndigheder.
Også i august sidste år fløj russiske kampfly ind i dansk territorium.