Det seneste års tid er det blevet dyrere at være forbruger i Danmark.
De danske forbrugerpriser er således steget med 4,8 procent i februar i forhold til året før. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Stigningen er den største målt hen over et år siden december 1989. Dengang var forbrugerpriserne ligeledes steget med 4,8 procent i forhold til året før.
Det er i høj grad prisændringer inden for kategorien varer, der har hævet forbrugerpriserne i forhold til februar sidste år.
Brændstof og fødevarer
Kategorien varer dækker blandt andet el, gas, brændstof og fødevarer. Det er netop disse fire varetyper, der i høj grad er blevet dyrere det seneste år.
Inden for kategorien varer er priserne i gennemsnit steget med syv procent det seneste år. Det er den største årlige stigning siden februar 1983.
Inflation er et latinsk ord, der betyder 'oppustning'. Det dækker over, at priserne stiger, uden at man får mere for sine penge.