Koldere hænder i ældreplejen: Mere tid bruges på dokumentation

Det er ifølge Foa et kæmpe problem, at ansatte i ældreplejen bruger mere og mere tid på unødig dokumentation.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Medarbejdere i ældreplejen bruger mere tid på at dokumentere deres arbejde.

I gennemsnit bruger en medarbejder i ældreplejen 50 minutter om dagen til dokumentation. Det er det højeste niveau siden 2009.

Det viser en undersøgelse med over 2000 svar fra fagforbundet Foa. Det skriver Jyllands-Posten.

quote Der er selvfølgelig ting, som skal dokumenteres, men der er bestemt også områder, hvor det kan undværes

Torben Klitmøller, formand for ældreområdet, Foa

Fra 2019 til 2022 er tiden ved computeren steget fra 43 minutter til 50 minutter, viser undersøgelsen, som Foa siden 2009 har foretaget med jævne mellemrum. I 2009 blev der dagligt brugt 45 minutter på dokumentation i snit.

Det er et kæmpe problem

Ifølge Torben Klitmøller, formand for ældreområdet i Foa, er udviklingen et "kæmpe problem".

- Der er selvfølgelig ting, som skal dokumenteres, men der er bestemt også områder, hvor det kan undværes. Vi hører fra medlemmerne – og det viser undersøgelsen også – at de især er trætte af krav om at dokumentere alt det, som er normalt: de ældres afføring, væskeindtag.

- Det burde vendes på hovedet, så man alene skriver det unormale ned, når der er bøvl med afføringen, eller den ældres tilstand ændrer sig, siger han til Jyllands-Posten.

Læs også
Antallet af coronatilfælde på plejehjemmene er fordoblet på en uge
Læs også
Antallet af coronatilfælde på plejehjemmene er fordoblet på en uge

Han mener, at meget af den dokumentation, som de skal udføre i ældreplejen, er udtryk for mistillid til deres faglighed.

Regering på vej med udspil

Forslag om en ny ældrelov var et af de helt store emner i statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale. Her sagde hun blandt andet, at der går for meget tid med proces, bureaukrati, kontrol og skemaer.

Hun fortalte videre, at man med en ny ældrelov vil afskaffe "den omfangsrige regulering og lovgivning på ældre området og starte helt forfra".

Regeringens udspil til ældreloven ventes at blive fremlagt til efteråret.

Hvis den bebudede nye tilgang på ældreområdet uden unødig dokumentation skal blive en succes, kræver det, at mistillid erstattes af tillid, mener Torben Klitmøller.

Læs også
Hjemmeplejen i Nakskov får påbud - der er for mange fejl i journalerne
Læs også
Hjemmeplejen i Nakskov får påbud - der er for mange fejl i journalerne

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) peger på den kommende ældrelov som en af løsningerne på udviklingen, oplyser hun i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.


Nyhedsoverblik