Kommuner skal skabe overblik over beskyttelsesrum

Bekymringer udløst af krigen i Ukraine får Beredskabsstyrelsen til at efterlyse overblik over beskyttelsesrum.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Beredskabsstyrelsen har bedt landets 98 kommuner om at skabe overblik over, hvor mange beskyttelses- og sikringsrum der findes i kommunerne.

Det skriver Avisen Danmark.

Anmodningen skyldes bekymringer, som krigen i Ukraine har udløst hos borgere, skriver mediet.

Beredskabsstyrelsen understreger samtidig, at der ikke vurderes at være en direkte militær trussel mod Danmark.

- Der har været stor interesse for det fra borgere, medier og politikere. Da det seneste overblik er næsten 20 år gammelt, har vi fundet det fagligt relevant at få et nyt og ajourført blik på den status, siger Henrik G. Petersen, chef i Beredskabsstyrelsens kommune- og borgerkontor, til mediet.

Seneste opgørelse er fra 2002

Den seneste opgørelse over antallet af beskyttelsespladser i tilfælde af krig, en giftsky eller eksplosioner er fra august 2002.

Den blev udarbejdet som konsekvens af al-Qaedas angreb i USA. Angrebet fandt sted 11. september 2001.

Læs også
Trods stigende trussel - lang vej før beskyttelsesrum kan være klar
Læs også
Trods stigende trussel - lang vej før beskyttelsesrum kan være klar

Opgørelsen viste dengang, at der var 4,7 millioner pladser i danske beskyttelses- og sikringsrum.

Det svarer til, at der vil være plads til 80 procent af Danmarks godt 5,8 millioner indbyggere.

Men siden da er nogle af rummene blevet nedlagt, og der har ikke været krav om at opbygge nye.

Partier efterlyser opdateret status

Det har fået partierne Venstre og De Konservative til at efterlyse en opdateret status på antallet af beskyttelsespladser.

Beredskabsstyrelsen oplyser ifølge Avisen Danmark, at en opdateret status foreløbigt er til kommunernes eget brug.

Hvis kommunerne skal gøre beskyttelsesrum klar til brug, skal anmodningen komme fra forsvarsminister Morten Bødskov (S).

Det har ministeren på nuværende tidspunkt ikke gjort. Han har heller ikke planer om at gøre det, oplyser Forsvarsministeriets presseafdeling til mediet.


Nyhedsoverblik