Smadrede toiletter, graffiti på væggene og stjålne blomsterløg.
Listen over hærværk, som kommunerne skal finde penge til at udbedre, er lang.
TV2 ØST har spurgt en håndfuld af regionens kommuner - Næstved, Odsherred, Stevns, Slagelse og Guldborgsund - hvor meget de bruger om året på at udbedre hærværk i det offentlige rum, og i runde tal lander prisen for at reparere toiletter og rejse skilte op igen på cirka 250.000 kroner i gennemsnit om året per kommune.
Skattekroner, som alle kommuner er enige om ville kunne bruges på langt sjovere ting for borgerne.
Toiletter den helt store udgift
Hvert år til nytår er det så godt som sikkert - en krysantemumbombe fyres af på et offentligt toilet, og Næstved Kommune står med en kæmperegning til følge. I kommunen løber prisen for reparation af toiletter op i 100.000 kroner om året, og det er ikke kun ved nytårstid, den er gal. Hærværk er dagligdag i Næstved.
Ved Dania Parkeringsplads i Næstved viser park- & vejchef Morten Toft Hansen og vejmand Brian Sværke de seneste skader frem på et offentligt toilet. Her er en skraldespand hevet ud af væggen.
- Det er et sørgeligt syn at komme om morgenen og se, at det hele er ødelagt, siger Brian Sværke.
Artiklen fortsætter under billedet.
I Næstved løber udgifterne til hærværk op i 225.500 kroner om året, og i den dyre ende af regnestykket bruges 100.000 kroner til toiletter.
I den billigere ende af skalaen bruger kommunen 1-5.000 kroner til tulipanløg, der hives op af jorden eller stjæles. Enten gjort i kådhed på vej hjem fra en bytur eller bevidst for at stjæle løgene. Dermed forsvinder flere tusinde løg, som kommunen har plantet.
- Det er frustrerende og kedeligt, at nogen synes, det er sjovt at ødelægge de fælles ting, siger Morten Toft Hansen og tilføjer, at de oplever hærværk hver dag i Næstved.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Grafik: Nick Abildgaard
Derudover bruger Næstved Kommune 25.000 kroner om året på at reparere skraldespande. Kommunen fjerner de fleste offentlige skraldespande til nytår, men de resterende bliver så sprunget i luften med fyrværkeri.
Og det er sure penge, hvis man spørger Morten Toft Hansen, der tænker, at der skal ske noget radikalt, hvis hærværket skal stoppe.
- Jeg tror, der skal en holdningsændring til. Folk skal opdage, at det går ud over ting, som de selv betaler til.
Penge til forskønnelse bruges på reparationer
Men det er ikke kun i Næstved, der er problemer med hærværk.
Borgere i Nykøbing Sjælland i Odsherred Kommune må holde sig, hvis de er ude at shoppe i byen og skal på toilettet. Siden september har tre toiletter været aflåst på skift i Algade, fordi de har været udsat for hærværk.
Medlem af Klima- og Miljøudvalget Felex Pedersen (S) viser de aflåste toiletter frem. Og det er ikke et kønt syn: Inventar ligger knust ud over gulvet sammen med toiletpapir.
- Hver gang vi har lavet et toilet, går det næste i stykker. Det er the never ending story, desværre, fortæller han.
Artiklen fortsætter under billedet.
I næste uge skal Klima- og Miljøudvalget drøfte, hvad en pose penge til forskønnelse skal bruges til. Toiletterne ligger højt på prioriteringslisten.
- Det sørgelige ved det hele er, at de her midler, vi skal bruge på renovering af toiletterne på grund af hærværk, kan vi ikke bruge til at lave en forskønnelse til Odsherreds borgere, siger Felex Pedersen.
De midler, vi skal bruge på renovering af toiletterne på grund af hærværk, dem kan vi ikke bruge til at lave en forskønnelse til Odsherreds borgere
En borger i gågaden har et andet bud på, hvad pengene kunne bruges til:
- Det er meget, meget ærgerligt. Pengene kunne bruges på de ældre i stedet for, siger Lissa Timm Nielsen fra Rørvig.
Felex Pedersen har en teori om, at hærværket skyldes, at unge mennesker keder sig og mangler indhold i livet. En udvikling, der ikke lige kan vendes over natten.
- Det er en lang sej kamp, men hvis vi nu kunne komme i bedre dialog med de unge, så lad os snakke sammen om det. Hvad er det, man savner? Lad os finde en løsning på det, for det er trist, det her.
En sms-lås på toiletterne burde sikre, at politiet kan finde frem til gerningsmændene, men hvis de bruger mobiltelefon med taletidskort, er de svære at spore. At toilettet er lavet af stål, har heller ikke haft den store præventive effekt.
Samlet set bruger Odsherred Kommune som minimum 250.000 kroner om året på at udbedre hærværk. Med i det beløb regnes en dyr episode fra foråret 2019, hvor en person i en stjålen traktor påkørte og ødelagde mere end 50 skiltedele og efterlod traktoren udbrændt på en landevej. Personen blev aldrig fundet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ifølge driftsbestiller i Center for Miljø og Teknik Lise Rohden løber udgifterne til hærværk i Odsherred Kommune op i 350.000 kroner, hvis der medregnes bortskaffelse af hensatte skrotbiler, campingvogne, partytelte og køleskabe, som efterlades på offentligt vej.
I langt de fleste tilfælde er registreringsnummeret på køretøjerne slebet af, så ejermanden ikke kan spores, fortæller Lise Rohden.
Ny legeplads for de samme penge
I Slagelse Kommune løb udgifterne til hærværk i 2019 op i cirka 380.000 kroner. Og det er vel at mærke uden at medregne hærværk på skoler, daginstitutioner og plejecentre i kommunen.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Den helt store udgift det seneste år har været til påkørsler af vejskilte og vejudstyr, som forlades, uden at der findes en synder. I 2019 har kommunen brugt cirka 245.000 kroner på udskiftning og udbedring af påkørt eller ødelagt udstyr, fortæller entreprenørchef i Slagelse Kommune, Peter Johansen.
- Det er bare øv og super ærgerligt at bruge tid og energi på at reparere ting, vi har sat op til gavn for borgerne, i stedet for at vi kunne supplere med noget nyt. Vi kunne i stedet udskifte en gammel legeplads med en ny eller plante nogle flere blomster, siger han.
Vi kunne i stedet udskifte en gammel legeplads med en ny eller plante nogle flere blomster
Slagelse Kommune har brugt omkring 70.000 kroner på hærværk mod toiletter i 2019, men her er ikke medregnet eksempelvis ødelagte håndtag og sæbedispensere. Så det reelle beløb til toiletter er højere.
Hærværk i byrum og parker samt ved strande løb op i 68.000 kroner. Igen er de mange småting som knuste flasker eller et enkelt bræt på en bænk ikke registreret som hærværk, men som ”drift”, fortæller Peter Johansen.
Tankeløs opførsel
I Guldborgsund Kommune bøvler de også med hærværk på toiletter. Kommunen brugte sidste år 33.000 kroner og 20.000 kroner på en uafsluttet sag, hvor der blev sat ild til toiletruller på et offentligt toilet i Nykøbing Falster.
Og lige nu ser der sådan her ud på et toilet, der har fået en hård medfart på stranden i Hesnæs:
Artiklen fortsætter under billedet.
Martin Steenstrup, der er leder af Park og Vej i kommunen, kan også fortælle om graffitiafrensning for 77.000 kroner sidste år – og så er skoler ikke medregnet. Men kommunen bruger også ressourcer på at rydde op efter folk.
- Det koster også penge, at vi skal gå og samle smadrede flasker og cigaretskodder op på en legeplads. Det er tankeløst, at folk smider det der, siger han.
Det også koster penge, at vi skal gå og samle smadrede flasker og cigaretskodder op på en legeplads. Det er tankeløst, at folk smider det der
I det hele taget forarger det Martin Steenstrup, at vi ikke er bedre til at passe på det, vi er fælles om.
En af hans kolleger forsøgte at stoppe et ældre ægtepar, der var i gang med læsse affald af på en rasteplads. Genbrugspladsen var åben, forsøgte kollegaen sig, men det var de ligeglade med. Så måtte han jo politianmelde dem, informerede han om og tog et billede af dem. De stillede gladelig op til fotografering ved siden af bilen.
- De var fuldstændig ligeglade. Og jeg tror desværre, at der er flere som dem, end man lige tror, siger Martin Steenstrup.
TV2 ØST har også været i kontakt med Stevns Kommune, der ikke har en præcis opgørelse over hærværk. Men generelt har kommunen meget lidt hærværk, lyder det fra Thomas Meyhoff, teamleder i kommunikationsafdelingen.
- Vi rammes af sprængte skraldespande omkring nytår, men det er mindsket, da vi tager dem hjem i julen og benytter her muligheden for at få dem vasket og repareret, siger han.