Derfor kommer Dyrenes Beskyttelse, Dansk Kennel Klub, Den Danske Dyrlægeforening og Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation med et opråb om et politisk indgreb, i en fælles pressemeddelelse.
Ifølge Jens Jokumsen, som er familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse, er der behov for, at emnet kommer på dagsordenen på Christiansborg.
- Vi skal have nikotinposerne væk fra gader og stræder, hvor de ligger kastet over alt. Det er selvfølgelig op til politikerne at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre, siger han til Ritzau.
De mange smagsvarianter af nikotinposer, som også kaldes snusposer, er medvirkende til, at hundene får lyst til at spise dem.
- Det kan desværre stimulere hundene eller hvalpene til at tage dem i munden og spise dem. Så har vi balladen, når de først har fået dem ind i kroppen, lyder det fra Jens Jokumsen.
Ifølge familiedyrschefen er det især yngre hunde, som fatter interesse for poserne. En hund vil naturligt forsøge at sluge det, som den har i munden, hvis ejeren vil tage det fra den.