Danske boligejere, der får huset eller lejligheden opvarmet med naturgas, har ikke længere mulighed for at sikre sig mod stigende gaspriser.
Energiselskaberne SEAS-NVE, OK og Norlys har nemlig lukket for muligheden med at fastlåse deres gaspris i en længere periode. Det sker som en direkte konsekvens af den russiske invasion af Ukraine. Det samme gælder for selskabernes elpriser.
Priserne på el og gas er styret af markedskræfterne, og derfor kan de gå både op og ned. Ved at lave en aftale om fast pris, kan forbrugerne sikre sig mod overraskelser. Den slags aftaler sættes dog på aftale indtil videre på pause.
Vi vil ikke tilbyde løsninger, der binder kunderne til unødigt høje priser på den lange bane
- Krisen i Ukraine har skabt stigende usikkerhed på energimarkedet, og derfor har Andels datterselskab, energihandelsselskabet SEAS-NVE, valgt midlertidigt at suspendere alle tilbud om fastpriser, siger funktionschef Jack Kristensen hos SEAS-NVE.
Ifølge energiselskabet, der leverer gas og el til boligejere på store dele af Sjælland og øerne, farer priserne på nuværende tidspunkt op og ned, hvilket vil gøre det uforsvarligt for virksomheden at fastlåse prisen.
- Priserne svinger så meget, og forsyningssituationen for den kommende vinter er så usikker, at det ikke kan lade sig gøre at stille en fastpris, og så ønsker vi at sikre kunderne mod de voldsomme opsving i priserne, vi ser nu.
- Vi vil ikke tilbyde løsninger, der binder kunderne til unødigt høje priser på den lange bane, siger Jack Kristensen.
Gasprisen vil fortsat være betydeligt højere
Selve baggrunden for de stigende priser er blandt andet frygt for en langvarig krise, der potentielt kan betyde, at forsyningerne bliver afbrudt.
Det spiller ifølge SEAS-NVE også ind, at eventuelle internationale sanktioner vil kunne bremse Europas energihandel med Rusland, som leverer omkring 40 procent af europæernes naturgas.
- Det er en uventet situation, og vi følger som altid markedsudviklingen meget nøje, men det er svært at forudsige, hvad der kommer til at ske i den nærmeste fremtid. Det er vores hensigt at åbne op for aftaler om fastpris, så hurtigt som muligt, siger Jack Kristensen.
Der er på nuværende tidspunkt ifølge SEAS-NVE ingen grund til at frygte, at Danmark kommer til at mangle gas.
Forbruget vil nemlig falde i takt med lune temperaturer i foråret og sommeren. På den måde vil gaslagrene gradvist blive fyldt op igen.
Men prisen på gas vil fortsat være betydeligt højere, end kunderne er vant til.
På grund af den usikre situation vil Venstre og Det Konservative Folkeparti erstatte russisk gas med dansk efter invasionen af Ukraine.
Men det er ikke muligt at genåbne gasfeltet Tyra i Nordsøen hurtigere, som de borgerlige politikere ønsker, fastslår det franske selskab Total Energies, der driver den tonstunge platform, som har været under renovering siden 2019.