Krudtglade sjællændere køber mere fyrværkeri end gennemsnittet

Sjællænderne giver den gas, når det kommer til at købe fyrværkeri, viser en opgørelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Himlen over Sjælland bliver også dette nytår fyldt med farver. Sjællænderne er ifølge en ny analyse fra Dansk Erhverv vilde med at købe fyrværkeri. 

Det skriver erhvervsorganisationen i en pressemeddelelse. 

Analysen viser, at sjællænderne forventeligt kommer til at bruge 170 kroner per husstand på nytårskrudt, hvilket er mere end gennemsnittet, der ligger på 160 kroner på landsplan.

Hos Fyrværkeren i Riserup på Falster mærker indehaver Allan Jørgensen fyrværkeriglæden, og særligt et produkt er eftertragtet.

- Det er batterierne, der er de foretrukne. Der får man meget for pengene. hvis du køber en raket, så skyder du op en gang, hvis du køber et batteri kan der være hundrede skud i eller mere, siger Allan Jørgensen.

Læs også
Salget af fyrværkeri er startet – oversygeplejerske maner til forsigtighed
Læs også
Salget af fyrværkeri er startet – oversygeplejerske maner til forsigtighed

I alt er forventningen i Dansk Erhvervs analyse, at danske familier vil købe krudt og raketter for 450 millioner i år. Det er cirka samme niveau som sidste år, men tendensen er, at færre husstande køber fyrværkeri, og den enkelte familie dermed køber for mere.

- Meget tyder på, at himlen rundt om i Danmark nytårsaften bliver lige så fuld af raketter og nytårskrudt, som det var tilfældet sidste år. Men vi må også sige, at udviklingen i coronasmittetal kan smitte af på årets salg. Hvis danskerne begrænser nytårsfesterne, så kan det få betydning for salget af fyrværkeri, siger Frederik Bergenfelt Friis, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Vestjyderne vildest

Dykker man ned i tallene, viser det sig, at vestjyderne med en forventning på 250 kroner per husstand er topscorere, når det gælder køb af nytårskrudt, og det er mændene, der oftest stiller sig i køen for at handle til en farverig nytårsfest.

Læs også
Trods roligt nytårsdøgn - brandfolk blev beskudt med fyrværkeri i Slagelse
Læs også
Trods roligt nytårsdøgn - brandfolk blev beskudt med fyrværkeri i Slagelse

- Også i år vil mændene klart bruge flere penge på fyrværkeri end kvinderne, og den mest raketglade dansker er en mand mellem 40 og 49 år. Men ser vi på geografien, så er der sket en udvikling. Sidste år var vestjyderne med 160 kroner i snit per husstand sådan i midten af spektret, mens sjællænderne med 230 kroner i snit var de mest krudtglade danskere, siger Frederik Bergenfelt Friis.

Problemer med leveringen

Corona har skabt problemer med leveringerne i år, og selv om hylderne hos Fyrværkeren i Riserup har et bredt sortiment, så har Allan Jørgensen også mærket til problemerne med leverancerne. 

- Der har været problemer med at få fyrværkeriet, så jeg mangler en del børnesortimenter, der har vi ikke fået det komplette sæt, siger Allan Jørgensen, der dog alligevel er fortrøstningsfuld i forhold til årets salg.

- Folk er afskåret fra at samles alt for mange, så jeg tror, de vil skyde mere krudt af for at få noget fest og noget stemning, lyder det.

Sikkerhedsstyrelsen har fem råd, når du skal fyre krudtet af: 

  • Husk beskyttelsesbriller
  • Brug kun godkendt fyrværkeri
  • Hold aldrig tændt fyrværkeri I hånden
  • Hold afstand 



Nyhedsoverblik