Langt flere er søgt i Hjemmeværnet efter krigen i Ukraine

Efter magre år oplevede Hjemmeværnet i 2022 et ansøgerboom. Over 1800 søgte - flere end 1200 blev optaget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er i 2022 sket en stor stigning i både antal ansøgere og optagne i Hjemmeværnet.

Mens der i 2021 var 1299 ansøgere og 916 optagne, lå tallene sidste år på 1829 ansøgere og 1220 optagne, viser tal, som Hjemmeværnet har trukket.

Generalmajor og chef for Hjemmeværnet Jens Garly siger, at krigen i Ukraine har fået flere danskere til at se på, hvor de kan bidrage til fred og tryghed - og det er medvirkende til at øge ansøgertallet.

- Krigen i Ukraine har kastet en aktualitet og et mere alvorligt skær over Hjemmeværnets opgaver.

- Jeg synes grundlæggende, det er positivt, at flere bliver opmærksomme på, hvad for nogle muligheder der er, og hvilke kompetencer man kan få i Hjemmeværnet, siger Jens Garly.

Nedgang i flere år

Det frivillige beredskab varetager en række forskelligartede opgaver. Det kan både være af civil karakter - eksempelvis hjalp Hjemmeværnet med sikkerheden under Tour de France-starten i Danmark sidste år - og af militær karakter.

Garly fortæller, at der i flere år har været en nedgang i styrken. Den øgede interesse i 2022 gør det endnu vigtigere at blive dygtigere til både at rekruttere, men også fastholde folk, siger han.

Læs også
Massiv kø efter uheld - seks køretøjer involveret i ulykke
Læs også
Massiv kø efter uheld - seks køretøjer involveret i ulykke

De omkring 13.700 aktive frivillige og 29.300 i reserven er fordelt på tre værn - Hærhjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og Flyverhjemmeværnet.

Der er brug for flere endnu

Peter Viggo Jakobsen, lektor på Forsvarsakademiet, mener også, at stigningen er en tydelig konsekvens af krigen i Ukraine.

Han nævner, at der efter terrorangrebet i New York i 2001 var samme mobilisering, og at det naturligvis er en positiv nyhed for Hjemmeværnet.

Hjemmeværnet mangler desperat folk, og der er brug for, at endnu flere melder sig.

- De skal have op mod 15.000 soldater, der skal være på et højere trænings- og aktivitetsniveau, end det er tilfældet i dag. Vi skal bruge rigtig mange hænder i Hjemmeværnet.

- Det her er godt nyt, men vi er stadig langt fra at have dem, vi skal bruge, siger han.


Nyhedsoverblik