Lauritz.com går konkurs

For kort tid siden valgte Lauritz.com at lukke deres varehus i Næstved. Nu er hele selskabet gået konkurs.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Laurtiz.com er gået konkurs efter en egenbegæring. Det oplyser auktionshuset i en pressemeddelelse. Konkursen sker efter, selskabet har været under rekonstruktion siden 28. juni, fordi auktionshuset har haft svært ved at få finanserne til at gå op.

Skifteretten har behandlet konkursbegæringen den 11. juli 2023, og Lauritz.com A/S og de øvrige selskaber i Lauritz-koncernen er på det grundlag taget under konkursbehandling samme dag.

Lukkede varehus i Næstved som led i rekonstruktion

Inden konkursbegæringen var Lauritz.com under rekonstruktion, og i den forbindelse lukkede auktionshuset tre af deres varehuse - heriblandt varehuset i Næstved. 

Under rekonstruktionen reducerede Lauritz.com også medarbejderstaben fra 120 til 80 medarbejdere i et forsøg på at nedbringe de samlede personaleomkostninger med omkring 30 procent.

Læs også
Lauritz's auktionshus i Næstved lukker
Læs også
Lauritz's auktionshus i Næstved lukker

Formålet med Lauritz.coms rekonstruktion var at sikre selskabets drift, mens der blev fundet ny kapital eller finansiering til blandt andet at tilbagebetale gamle udeståender til sælgere.

Ifølge pressemeddelelsen fra Lauritz.com skriver kurator Henrik Selchau Poulsen, at han håber, at Lauritz.com kan blive solgt til en eller flere ejere:

- Under rekonstruktionsperioden er der indledt konstruktive dialoger med flere mulige købere, og kurator forventer at fortsætte dialogen og forhandlingerne i forventning om, at det vil være muligt inden længe at indgå en aftale, som kan sikre, at aktiviteterne i Lauritz.com kan fortsætte under et nyt ejerskab, skriver Henrik Selchau Poulsen.

Vender tilbage med yderligere information

Det er ikke længere muligt at handle via Lauritz.com og på auktionshusets hjemmeside skriver kurator, at auktionshuset er opmærksom på, at mange kunder har indleveret effekter, som er blevet solgt, uden at kunder har modtaget penge. Samtidig er der kunder, der har indleveret effekter til Lauritz.com, som ikke er solgt, og som fortsat opbevares, mens der også er kunder, der ikke har modtaget den vare, som de har købt.

Alle indleverede varer og alle gennemførte salg er ifølge Lauritz.com registreret, og som kunde behøver man foreløbig ikke at gøre noget, skriver auktionshuset.

Læs også
Kunder fik tilgodehavendebeviser fra Lauritz.com
Læs også
Kunder fik tilgodehavendebeviser fra Lauritz.com

Lauritz.com skriver, at de snarest muligt vil vende tilbage med mere information om, hvad konkursen betyder for kunder, som har indleveret en vare, der ikke er blevet solgt, har solgt en vare, men ikke fået købesummen udbetalt eller har købt en vare, som du ikke har modtaget endnu.

De forventer, at alle berørte kunder vil blive kontaktet i løbet af 2-4 uger. 

Solgte møbler, men pengene kom aldrig

TV 2 har tidligere beskrevet, hvordan der har været flere sager med kunder, der har haft problemer med at få deres penge udbetalt ved salg via Lauritz.com. Her på TV2 ØST har vi også selv kunne fortælle om Anni Kragh, der tilbage i februar solgte sin afdøde mors palisander-møbler i auktionshuset Lauritz.com i Næstved for 28.300 kroner.

Pengene var i sidste uge stadig ikke tikket ind på kontoen.

- Vi løb panden mod en mur, sagde en frustreret Anni Kragh dengang.

Flere gange har Anni Kragh og familien forsøgt at kontakte Lauritz.com for at få de mange tusind kroner, men uden held.

Anni Kragh solgte i februar sin afdøde mors palisander møbler i auktionshuset Lauritz.com i Næstved. Pengene er ikke tikket ind på hendes konto.

Nyhedsoverblik