Lav en plan b for sankthans - omfattende forbud kan være på vej

Mandag morgen holder alle danske beredskaber et stormøde for at tage stilling til afbrændingsforbud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Har du bygget et kæmpebål og inviteret alle, du kender til sankthansaften fredag den 23. juni? 

Så er det med meget stor sandsynlighed en god ide at lave en plan b, hvis du ikke får tilladelse til at tænde bål.

quote Det føles helt absurd at sige, at det gode sommervejr er et problem

Morten Andersen, afdelingschef ved Lolland-Falster Brandvæsen

Meget tyder nemlig på, at der i det meste af regionen og store dele af landet kan være et afbrændingsforbud på vej. 

Det oplyser flere beredskaber til TV2 ØST.

- Det føles helt absurd at sige, at det gode sommervejr er et problem, men det er det gået hen og blevet, siger Morten Andersen, afdelingschef ved Lolland-Falster Brandvæsen.

Som mange andre brandvæsener er han bekymret for tørken og brandfaren i naturen.

- Det er meget, meget tørt derude, og vi frygter en situation, hvor presset på brandvæsenet bliver større, end vi kan følge med. Derfor ser vi også på sankthans med stor bekymring. Det er en rigtig god ide at lave en plan b, hvis man skal holde et arrangement, siger han.

Svært at undgå afbrændingsforbud

Fra og med klokken 09.00 torsdag morgen blev der indført afbrændingsforbud i Holbæk, Kalundborg og Odsherred Kommuner. 

Det betyder blandt andet, at brugen af åben ild og endda en kulgrill forbydes, ligesom rygning i naturen er forbudt.

Et afbrændingsforbud i en eller anden form er ligeledes tæt på i Slagelse Kommune, oplyser Slagelse Brand og Redning.

Brandfareindekset, som det ser ud den 15. juni 2023.
Brandfareindekset, som det ser ud den 15. juni 2023. Foto: Screenshot fra Brandfare.dk. Brandfareindekset er udarbejdet af DMI for Brandfare.dk.

- Med den vejrudsigt, som vi ser på, så bliver det virkelig svært at undgå. En brand derude bliver lynhurtigt stor. Den spreder sig i det brune græs, og kan let springe op. Det begynder at være rigtig farligt, siger Michael Djervad, beredskabschef ved Slagelse Brand og Redning.

Brandfolkene holder i det hele taget nøje øje med vejrudsigterne og nedbørsmængden i weekenden.

- Vi kommer ikke til at lave et forbud, hvis det ikke er helt nødvendigt. Men det er det også meget tæt på at være, siger han.

DMI forudser regn

Torsdag blev dele af landsdelen ramt af et mindre regnvejr fra øst. 

Men det var generelt meget små nedbørsmængder, og det har ikke indvirkning på tørkeindekset og brandfareindekset, som Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) laver for blandt andet de kommunale beredskaber.

Læs også
Kommuner indfører afbrændingsforbud
Læs også
Kommuner indfører afbrændingsforbud

Prognoserne har skiftet frem og tilbage de seneste dage. DMI venter dog, at hele Sjælland i løbet af weekenden vil få en del regn.

I fremskrivningen af nedbørsmængder til og med mandag morgen ser hele landsdelen ud til at få mellem to og ti millimeter nedbør i løbet af weekenden.

Sådan ser forventningen om nedbør ud for den kommende weekend.
Sådan ser forventningen om nedbør ud for den kommende weekend. Foto: DMI

Generelt er beskeden fra beredskaberne dog, at der skal betydelige nedbørsmængder til, før situationen normaliseres.

Der har nu været mere end ni på tørkeskalaen i 20 dage på Sjælland og øerne - det meteorologerne kalder tørkedøgn. Sidste gang det regnede i større mængder på Sjælland og øerne var midt i april.

Der er dog endnu langt til den store tørke i 2018. Dengang kom man ifølge DMI op på næsten 60 tørkedøgn før regnen kom.

Holder stormøde mandag morgen

Mandag den 19. juni om morgenen holder alle danske beredskaber et onlinemøde, for at tale situationen igennem. Samtidig samordner de ordlyden af eventuelle afbrændingsforbud.

Derefter vil der blive indført afbrændingsforbud mange flere steder, lyder vurderingen fra en række kilder fra beredskabet overfor TV2 ØST.

Afbrændingsforbuddet i 2018 var meget omfattende - og måske for omfattende, mener flere brandfolk, som TV2 ØST har talt med.

quote Det kan komme til at presse beredskabet, fordi der kan komme flere hændelser samtidig

Morten Andersen, afdelingschef ved Lolland-Falster Brandvæsen

Derfor barsles der med flere modeller i dette forbud, hvilket man allerede ser i afbrændingsforbuddet fra Vestsjællands Brandvæsen, der er mindre restriktivt end man så i 2018.

- Det ser ud til, at der ikke er de store problemer, når folk griller. Det har de tilsyneladende ret godt styr på, siger Morten Andersen og tilføjer:

- Men cigaretskod, der for eksempel smides ud ad vinduer på kørende biler, er virkelig et problem. Det giver brande i rabatterne. Derfor kunne man måske se på en model, hvor man stadig må grille i haven, men ikke må ryge i naturen.

Læs også
Holmegaard Mose lukkes på grund af brandfare
Læs også
Holmegaard Mose lukkes på grund af brandfare

Han mener samtidig, at man kunne gå meget målrettet efter sankthansbål.

- Sagen er den, at alle samtidig laver bål i naturen, når det er så tørt. Det kan give unødig mange samtidige hændelser, hvis gnister springer.

- Det kan komme til at presse beredskabet, fordi der kan komme flere hændelser samtidig, end vi har kræfter til at løse. Men kommer der en større mængde regn, så bliver det ikke aktuelt, siger Morten Andersen.

Tørkeindekset, som det ser ud torsdag den 15. juni 2023.
Tørkeindekset, som det ser ud torsdag den 15. juni 2023. Foto: DMI

Selvom det er knastørt, er der ifølge beredskaberne generelt få naturbrande i forhold til, hvor tør naturen er.

- Folk er generelt meget fornuftige og passer på. Det kan føre os langt, siger Flemming Nygaard-Jørgensen, der er beredskabsdirektør hos Midt- og Sydsjællands Brand & Redning.

Læs også
Her kan der falde regn
Læs også
Her kan der falde regn

Han opfordrer dog til fortsat at være enormt forsigtige. Direkte adspurgt om der skal indføres et afbrændingsforbud nu, er han dog forsigtig.

- Det er bare et rigtig dårligt tidspunkt at bruge ukrudtsbrænder eller at smide cigaretskod ud ad bilvinduet. Men vi er endnu ikke der, hvor vi skal lave forbud, siger han.


Nyhedsoverblik