Inden for få dage vil der blive testet mere for coronavirus på blandt andet plejecentre og daginstitutioner.
Jeg har en klar forventning om, at vi sætter det her i gang inden for de næste par dage
Det er forventningen hos Brian Rosenberg, administrerende direktør i virksomheden Carelink, der sammen med andre private udbydere af lyntest onsdag har været til møde med repræsentanter fra det offentlige.
Mødet handlede ifølge Brian Rosenberg om, hvordan de private udbydere kan skrue op for den mobile testindsats, så de i langt højere grad kan komme ud på eksempelvis institutioner og plejecentre og lave smitteopsporing på stedet.
Det var en ambition, som regeringen luftede på et pressemøde tirsdag, og som er faldet i god jord hos blandt andet BUPL, der er fagforbund for pædagogerne.
Sætter i gang snart
Selv om planen for den intensiverede testindsats ikke er helt på plads endnu, så regner Brian Rosenberg ikke med, at der går længe, før den sættes i gang.
- Der er ikke noget i den her coronaindsats, der går langsomt. Så jeg har en klar forventning om, at vi sætter det her i gang inden for de næste par dage, siger Brian Rosenberg.
Foruden Carelink er det Falck, SOS International og Copenhagen Medical, som har en aftale med staten om at foretage gratis lyntest.
I løbet af torsdag og fredag forventer Brian Rosenberg, at de fire udbydere vil få opdelt den mobile testindsats, så de hver især ved, hvor de skal sætte ind.
I forvejen foretager de fire udbydere gratis lyntest ved stationære teststeder rundt om i landet. Her har efterspørgslen dog været dalende på det seneste, og det frigør noget kapacitet, som kan bruges andetsteds.
- Alle steder, hvor der er mennesker på arbejde for at holde hjulene i gang i Danmark, er det interessant at teste.
- Og fordi vi ikke har den søgning ned til vores testcentre, som vi har haft, så må vi komme ud i landet i stedet for.
- Det er derfor, vi mobiliserer det her mobile testcenter-setup, siger direktøren fra Carelink.
På onsdagens møde deltog repræsentanter fra Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og Sundhedsministeriet.