Lyntesttelte er pakket sammen efter 42 millioner test

De sidste lyntestcentre lukkede lørdag. Det blev til i alt knap 42 millioner test.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Med i alt 41.956.371 prøver er der blevet sat et punktum for landets lyntestcentre.

Den famøse vatpind i næsen, som har været en del af mange danskernes liv det sidste år, er fortid. Det sker, efter de sidste lyntestet-centrer lørdag skulle pakke sammen.

I alt har det kostet regionerne over 5,4 milliarder kroner at teste befolkningen med lyntest.

Det oplyser Region Midtjylland, der på vegne af alle regioner har forhandlet kontrakter med de fire private selskaber, som gennem pandemien har stået for at lynteste borgerne.

Læs også
Testudbydere forsøger at få tidligere podere i nye job
Læs også
Testudbydere forsøger at få tidligere podere i nye job

Region Midtjylland har dog på vegne af regionerne indgået en standby-aftale med de tre udbydere Falck, Carelink og Copenhagen Medicals.

Det betyder, at udbyderne skal kunne opjustere eller nedskalere lyntest med kort varsel - indenfor højst 14 dage.

Kontrakten skal sikre, at regionerne ikke behøver starte helt forfra med at sikre, at der er lyntest, hvis pandemien skulle blusse op, og der bliver behov for at teste igen.

Den aftale løber på en kontrakt, der gælder fra den 10. oktober til den 31. marts næste år.

Man vil også fremover i nødstilfælde kunne få foretaget en lyntest hos det offentlige. Det vil ske fra 5 til 10 PCR-testcentre i hver region.



Nyhedsoverblik