- Jeg er så glad, jeg er så lettet, jeg er så taknemmelig og jeg er faktisk også ret rørt over, at jeg går frem og får 22.000 stemmer. Det er faktisk en ret vild følelse, og jeg er rigtig glad for det.
Sådan lyder reaktionen fra Magnus Heunicke, som har god grund til at smile efter valget. Med præcis 22.102 personlige stemmer er han det absolut største socialdemokratiske dyr på den sjællandske savanne.
I 2019 fik Magnus Heunicke også et flot valg med 18.214 personlige stemmer, og han er stolt over det skulderklap, som vælgerne nu har givet ham oven på en periode som sundhedsminister i en coronatid.
- Nøj, hvor har vi knoklet de sidste tre og et halvt år med helt vanvittige opgaver. Det er dejligt, at folk synes, at vi sådan set er kommet meget godt igennem, selvom der har været meget palaver og kritik, siger han.
Stor opgave venter
Nu venter der Socialdemokratiet en hård opgave i forsøget på at samle en bred regering over midten.
- Jeg synes, det bliver megaspændende, og vi har jo sagt, hvad vi i Socialdemokratiet synes, der skal ske. Jeg håber, at vi kan samle kræfterne og tage ansvar sammen – det tror jeg vil være godt. Nu må vi se, hvad de blå partier siger, og om ikke vi kan få dem med.
Nu må vi se, hvad de blå partier siger, og om ikke vi kan få dem med
Med sine 22.102 personlige stemmer indtager Magnus Heunicke en sjetteplads på listen over de kandidater, der har fået flest personlige stemmer på landsplan.
Frederik Vad fik mange personlige stemmer
Hos Socialdemokratiet har fintællingen af de personlige stemmer i Sjællands Storkreds været udslagsgivende.
De tre ministre Astrid Krag, Magnus Heunicke og Kaare Dybvad er som forventet valgt ind i det nye folketing.
De sidste fire mandater har været en kamp mellem Rasmus Horn Langhoff, Mette Gjerskov, Kasper Roug, Jeppe Kofod og Frederik Vad.
Her var det den fungerende udenrigsminister Jeppe Kofod (S), som ikke blevet valgt til Folketinget.
Derimod er debutanten, Frederik Vad, røget ind med overbevisende vind i sejlene med 5.082 personlige stemmer i alt.
Han har fået suverænt flest stemmer i Slagelse-kredsen, hvor han selv stillede op, med 3.957 personlige stemmer