Nyhedsoverblik

Mere end hver tredje ung bruger stadig tobak eller nikotin

Trods forbud bliver elever på skoler og ungdomsuddannelser ved med at ryge og bruge nikotin i skoletiden.

Et forbud mod cigaretter og nikotinprodukter i grundskoler og på ungdomsuddannelser, der blev indført i 2021, har tilsyneladende ikke haft den store effekt.

Tværtimod er forbruget steget. Det viser en stor undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, der offentliggøres onsdag.

- Der er faktisk stadigvæk rigtig mange af vores børn og unge, både i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, som enten ryger eller bruger nikotinposer, mens de er i skole, siger seniorforsker Lotus Sofie Bast, der er medforfatter til undersøgelsen.

Den stigende tendens gælder på tværs af grundskole og ungdomsuddannelser, fremgår det af undersøgelsen, hvor 9200 børn og unge har deltaget.

Især de røgfrie nikotinprodukter er meget udbredte i skoletiden.

Blandt brugere af dem svarer ni ud af ti både på gymnasier og erhvervsuddannelser, at de bruger dem i løbet af en undervisningsdag. I folkeskolen gælder det otte ud af ti.

I 2022 brugte 37 procent af de 15-29-årige, der har svaret på undersøgelsen, mindst et tobaks- eller nikotinprodukt. I 2023 gjaldt det 36 procent. I 2020 var tallet 30 procent.