Meteorsværm topper snart - sådan spotter du bedst stjerneskud

Natten til den 14. december topper meteorsværmen Geminiderne, men i år kan månen spolere stjernekiggeriet.

Om bare 12 dage synger Jesper Fårekylling ’Når du ser et stjerneskud’ til hele landet i Disneys Juleshow.

Men hvis du vil give dig selv de bedste chancer for at se et stjerneskud, så er det allerede natten mellem den 13. og 14. december, du skal kigge mod himlen.

quote Hvis man med det blotte øje ser 10-20 stjerneskud på en time, så vil det være meget godt

Martti Holst Kristiansen, astronomisk naturvejleder, Observatoriet i Brorfelde

For meteorsværmen, Geminiderne, topper netop der.

- Det er en af årets bedste meteorsværme, for det er en af dem, der producerer flest stjerneskud pr. time, siger Martti Holst Kristiansen, der er astronomisk naturvejleder på Observatoriet i Brorfelde.

Geminiderne kan ses hver december og er, udover at producere mange stjerneskud, særlig fordi, de stammer fra resterne af asteroiden 3200 Phaethon, mens de fleste øvrige meteorsværme stammer fra rester af kometer.

Månen kan drille

Martti Holst Kristiansen vurderer, at der vil være op mod 120 stjerneskud i timen. Dog vil en stor del af dem kun kunne ses med særligt udstyr.

- De fleste har jo ikke den slags udstyr. Så hvis man med det blotte øje ser 10-20 stjerneskud på en time, så vil det være meget godt, siger han.

Stjerneskud over Møn
Læs også
Se den vilde meteorsværm
Stjerneskud over Møn
Læs også
Se den vilde meteorsværm

Selvom oddsene for at se et stjerneskud teoretisk set er gode, så er der et andet himmellegeme, der kan spolere stjernekiggeriet – nemlig månen.

- Månen lysforurener vanvittigt meget. Vi nærmer os nemlig en fuldmåne. Så man skal være indstillet på, at der er nogle af de lyssvagere stjerneskud, man nok går glip af, siger han og tilføjer, at en anden og knapt så forudsigelig forstyrrelse kan spille ind.

For spørgsmålet er, om man overhovedet kan se nattehimlen.

- Der skal jo helst være relativt skyfrit. Så jeg vil anbefale, at man holder øje med vejrudsigten.

Kig mod Tvillingerne

Alle meteorsværme har et navn, som fortæller noget om, hvor de udspringer fra på himlen.

Geminiderne er opkaldt efter stjernebilledet Tvillingerne, som hedder Gemini på latin.

Derfor skal man orientere sig mod det stjernebillede, for at få de bedste muligheder for at se et eller måske flere stjerneskud.

- Hvis man ikke lige kan finde det selv, så kan man bruge en app som Stellarium. Hvis man synes, det er for bøvlet, så kan man også kigge mod øst omkring klokken 21.00, så vil udspringspunktet for meteorsværmen være cirka 35 grader over horisonten, siger Martti Holst Kristiansen.

Øjnene skal vænne sig til mørket

Og hvis man har tænkt sig at bruge natten til den 14. december på at spotte stjerneskud og måske sende et ekstra juleønske afsted, så har den astronomiske naturvejleder nogle ekstra fif til, hvordan man lykkes med stjernekiggeriet.

- Man skal tage godt med tøj på og sørge for, at man ikke skal rende for meget ind og ud hele tiden. For det kan påvirke ens nattesyn. Det kan tage 30 minutter før ens syn er tilpasset mørket, siger Martti Holst Kristiansen, der i den forbindelse nævner, at også en telefon kan påvirke vores evne til at se i mørke.

Derudover er det en god idé, at bevæge sig væk fra byerne.

- Hvis man kan finde et mørkt sted udenfor byerne, så undgår man lysforurening derfra. Månen kan give udfordringer nok i forvejen, så der er ingen grund til at gøre det sværere for sig selv, slutter han.


Nyhedsoverblik