Statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke i tvivl om, at nye tiltag bliver nødvendige for at bryde smittekæder.
Det skriver hun på Facebook otte dage før juleaften.
- Smitten er - desværre som forventet - meget, meget høj. Myndighederne vil senere i dag give en status. Og jeg er ikke i tvivl om, at nye tiltag bliver nødvendige for at bryde smittekæder, skriver hun.
Epidemikommissionen mødes torsdag for at diskutere eventuelle nye restriktioner i lyset af, at der torsdag er 9.999 nye smittede med coronavirus.
Kommissionen rådgiver regeringen og Folketinget om inddæmningen af coronavirus.
Smittetallene er steget kraftigt den seneste tid, idet tallet er fordoblet på omkring halvanden uge. Særligt udbredelsen af varianten Omikron skaber bekymring.
På landets hospitaler er det samlede antal indlagte steget med ni til 517. Det er det højeste siden 1. februar.
Senere torsdag holder sundhedsmyndighederne pressemøde om situationen.
Folketingets Epidemiudvalg mødes fredag for at diskutere sagen. Også en række andre partier på Christiansborg mener, at det er nødvendigt med flere tiltag som eksempelvis forsamlingsloft.
Ønsker opskalering af testindsatsen
Et andet forslag fra SF går på at suspendere behandlingsgarantien endnu engang. En opskalering af testindsatsen inden jul er også en mulighed, lyder det.
I forvejen gælder en række restriktioner. Blandt andet er skolebørn hjemme, ligesom nattelivet er lukket. Restauranter og barer skal lukke ved midnat.
Situationen er alvorlig, skrev sundhedsminister Magnus Heunicke (S) onsdag aften i en kommentar.
- Med Omikron har vi fået en ny epidemi i epidemien. Situationen kræver en hurtig omstilling af vores epidemiberedskab og en robustgørelse af vores hospitalskapacitet, når indlæggelsestallene forventeligt stiger, lød det.