Kriminaliteten er fortsat faldende hos Midt- og Vestsjællands Politi. Det viser nye tal for 2021.
På straffesagsområdet var der 9,6 procent færre anmeldelser sammenlignet med året før. I 2021 var der 21.268 sager, hvor der i 2020 var 23.535 sager.
Tallene for 2021 tegner derfor et billede af endnu et år, hvor borgerne i det midt- og vestsjællandske har oplevet mindre kriminalitet end det forgangne år.
Faktisk har politikredsen de seneste fire år oplevet et fald i kriminaliteten generelt.
- Det er vi rigtig, rigtig glade for, lyder det fra Jørgen Bergen Skov, der er politidirektør hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Udvalgte straffesagsområder 2017-2021
Indbrud i private hjem:
2017 = 2471
2021 = 1194
Røveri:
2017 = 95
2021 = 82
Tyveri:
2017 = 7913
2021 = 5042
Økonomisk kriminalitet:
2017 = 2670
2021 = 2379
Vold:
2017 = 1243
2021 = 1324
Al kriminalitet:
Samlet antal anmeldelser i 2017 = 30738
Samlet antal anmeldelser i 2021 = 21268
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi
I 2017 modtog Midt- og Vestsjællands Politi anmeldelser om 30.738 kriminelle forhold. Fire år efter er det tal altså faldet med næsten 10.000 anmeldelser om året.
- Det skyldes mange ting. Hvis du ser på indbrud, så er der ingen tvivl om, at det med, at vi har været hjemme på grund af corona, har gjort en forskel. Og så har vi længe haft fokus på nabohjælp, og det betyder meget, at nogen holder øje, tømmer postkassen og placerer sin bil i naboens carport, når man er væk i tre uger, siger politidirektøren.
Nu er tallene faldet for fjerde år i streg. Fortsætter det?
- På nogle områder er det vores bud, at det fortsat vil falde, men på et tidspunkt vil det stagnere, for der er selvfølgelig en grænse for, hvor langt vi kan komme ned.
Stigning i IT-relateret kriminalitet
Tallene viser, at den samlede mængde kriminalitet er faldet. Politidirektøren peger dog på, at det især er i den fysiske kriminalitet, politiet oplever et fald.
- Vi må være ærlige og sige, at kriminaliteten flytter sig fra at være fysisk til at være elektronisk. En stor del flytter over på internettet, hvor vi ser en stigning, siger Jørgen Bergen Skov.
- Folk er meget risikovillige, og det er ikke gået op for alle, hvor nemt det er at blive snydt på internettet.
Derfor er området også et af dem, politiet har et særligt fokus på i samarbejde med Rigspolitiet og de øvrige politikredse.
- Vi har gang i en større indsats lige nu i forhold til økonomisk it-kriminalitet. Vi skal have ryddet op i det og fundet ud af, hvordan vi skal prioritere indsatsen.
- Vi har haft kampagner rettet mod unge, der eksempelvis har indbetalt depositum på en lejlighed, de ikke har set i virkeligheden, og som så er blevet snydt. Og så har vi kampagner rettet mod ældre, i forhold til hvad man kan risikere på internettet, og hvad der kan ske på en telefon.
Til TV2 ØST oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at de endnu ikke kender politikredsens tal for 2021.